Scene 94

Jo mere Holger dukkede op i gadebilledet, des mindre mente statsministeren, at det vedkom ham. Angrebet på kapitalfondene havde ramt ved siden af politikerne og havde skadet erhvervsledere og bestyrelser. Skurken var erhvervslivet, og regeringen havde formået at dukke sig. Det var han ret stolt over.

Forudsigeligt nok havde Socialisterne taget sig en tur i gyngen og var landet på stengrund. Erhvervsministeren klarede sig godt i de hektiske dage, og regeringen havde end ikke behøvet at love en undersøgelse. Jørgen Carlsen følte sig relativt tryg og sammenlignede privat Holger-kampagnen med indsamlinger til aidsforebyggelse, hvor folk gik med røde plastikarmbånd for at reklamere med deres bidrag.

NS Fund og de andre fonde fortsatte som hidtil med at købe aktier og firmaer. Selv om der var pres på erhvervslivet i debatten, var det ikke noget, der rokkede ved en bestyrelses beslutning om at sælge. Public opinion vedkom groft sagt ikke et firma, som var ved at ændre sine finansielle forhold. Debatten havde tilsyneladende hverken indflydelse på forhandlinger eller for den sags skyld omsætningen.

Preben Lynk derimod var absolut ikke tryg ved udviklingen, for han kunne se, at Holger blev ved med at skrue op for initiativerne i gaderne. Med undren så han, at sagen med kapitalfondene nærmest var død politisk. Underligt, når den nu var særdeles politisk.

“Næste runde kommer ikke fra Socialisterne”, forudså han.

Helt rolig var Jørgen Carlsen nu ikke. I sine ensomme stunder, hvor han spekulerede over sit politiske arbejde og sin placering i Danmarks historie, havde han på fornemmelsen, at Holger kunne blive hans banemand. Formanden for Liberalt Folkeparti kunne ikke forstå den folkelige Holger, og kunne derfor ikke angribe ham. En usynlig udfordrer eller fjende er farlig, vidste han.