Scene 95

Ole Bang greb telefonen for at ringe til debatredaktøren på DR2 for at få en venskabelig sludder om dansk politik med udgangspunkt i sin egen kommende bog selvfølgelig. Efter en kort snak faldt samtalen som en naturlig ting på Holger og hans kampagne.

“Oh, hvor ville jeg ønske, at vi kunne få ham i studiet som de første. Jeg hører, hvad han siger, men der savnes altså noget uddybning af frygten for kapitalfondene, synes du ikke”? spurgte redaktøren.

“Hvem tror du, han er?”

“Jeg kan overhovedet ikke placere ham”, svarede redaktøren. “Hvad får han ud af at starte denne kampagne, og så ikke selv stille op? Der er penge bagved og en organisation, som vi heller ikke kan identificere. Det er meget mystisk. Jeg har selvfølgelig skrevet til Holger, som enhver anden dansk journalist vel sagtens, men jeg bliver bare bedt om at checke ind på den der kiksede hjemmeside med dansk-latinsk identitet. Jeg har endda dowloaded filen til klistermærker. Mine børn er helt vilde for at sætte de der tingester op alle vegne. Selv min tandbørste er nu gribbefri”, grinede han.

“Hvad minder det her dig om? Er der fortilfælde”? forsøgte Ole Bang.

“Nej for fanden. Det nærmeste er en kommerciel teaserkampagne, men det her går altså langt over stregen. Ingen firmaer tør skabe en stor politisk sag. Shit, det ville ramme dem selv som et eksprestog midt i fjæset, når de endelig trådte frem. Så hvis det ikke er kommercielt, så må det være kulturelt eller politisk. Hvem har råd til at starte dette her, og hvad er formålet?”

“Nøglen må findes i emnekredsen”, mente Ole Bang. “I stedet for at identificere Holger, kunne man identificere kilden til hans vrede. Måske står det værre til, end vi tror?”

“Ved du hvad, jeg har snakket med alle mulige for at få et perspektiv på Holger og hans kampagne, men alle med politisk indflydelse nægter at diskutere en gal millionærs kampagne, eller de afviser, at der er noget om sagen. Hele erhvervssektoren og politikerne nægter at lege med.”

“Har du prøvet Peter Sørensen, tidligere administrerende i Vestbanken. Han er helt uden for spillet i dag, sat på pension. Sørensen har aldrig været bange for at sige sin mening om investeringer og etik og den slags.”

“Det er sgu da rigtigt”, udbrød redaktøren, “han kunne være værd at prøve. Ham har jeg interviewet før, Sørensen er god i studiet og har skarpe holdninger. Hvorfor har jeg ikke tænkt på ham! God idé. Tak. Jeg løber.”

Ole Bang kendte Peter Sørensens holdninger og udtalte foragt for erhvervslivets leflen for de lokkende dollars. Det lød, som om vennen en af dagene kom i DR2's debatprogram, og hvis han kom på der, ville han vokse ind i TV-Avisen som en autoritet og dermed videre ind i dagbladene.

Mon ikke det dominerende erhvervsugemagasin kunne tænke sig at få Peter Sørensen på forsiden som en slags talsmand for Holgers holdninger?

Ole Bang sad igen ved telefonen og ventede. Der var ikke noget svar fra Peter Sørensen, så han lagde en kort besked.

“Du kan vente et opkald fra DR2-debatten og fra erhvervsugemagasinet, jeg er kommet til at nævne dig som en, der måske kan forklare, hvad denne Holger-type mener om kapitalfonde og virksomhederne med udgangspunkt i din egen holdning og erfaring. Da vi snakkede sidst, lød du faktisk næsten ligesom Holger, måske er det i virkeligheden dig”, lo han højt.

De sultne medier faldt i de kommende dage over Peter Sørensen, der som pensionist sjældent havde haft det så sjovt, som han fik det ved at lufte sin dybfølte etiske harme i medierne. Her havde de virkelig fundet en erfaren og respekteret finansmand, der sympatiserede med Holgers holdning. Sørensen blev cover-boy i Erhvervsugemagasinet, noget de fleste topchefer tørstede efter.