Scene 98

Maria Magdalena så på de to andre og kastede sig ud i en opsummering af sine online resultater:

“Holger er, så vidt jeg kan se, ved at nå kritisk masse i den danske befolkning. Vi har lidt over 250.000 tilmeldt med e-mail og de fleste også med mobiltelefon, og folk vil nok gerne have, at der snart sker noget. Jeg mener, vi skal udløse en stribe flash mobs landet over. På den måde kan vi skabe solidaritet, massiv mediedækning, samtaler og derfor endnu flere tilmeldinger. T-shirt salget går ikke helt så hurtigt, men det vokser støt. Vi har vores eksterne udgifter til båndbredde dækket ind.”

“Flash mobs?” De to andre var helt uforstående.

Digi måtte i gang med en lektion om flash mobs som fænomen. De var velkendte blandt nørder og web-brugere, men ikke uden for digitale kredse.

“Man har en flash mob, når en større gruppe mennesker pludselig samles et eller flere steder, gør noget særligt og derefter forsvinder”, forklarede hun. “Mobben er koordineret via internet og/eller mobiltelefoner. Der er adskillige eksempler på morsomme mobs med spontane pudekampe, marketing stunts og temmelig mange politiske tilkendegivelser.”

Digi gjorde rede for, at dette fænomen officielt blev startet i 2003 af en mand ved navn Bill Wasik, som var redaktør for det amerikanske tidsskrift Harper's. Wasik arrangerede små mobs som et socialt eksperiment. Siden hen har der været flash mobs i mange lande som England, Rusland, Indien og Frankrig.

“Man kan gøre det på flere måder. Vi kan skabe omtale ved at organisere mobs, eller vi kan arrangere noget meget stort ved at sørge for live TV-dækning af en mob, hvilket tiltrækker mange flere, og så ruller snebolden. Sådan noget kalder vi flash crowds.”

“Ved du nu hvad, kan man virkelig det? Deltager folk i den slags?” Prinsen var mistroisk.

“Allerede før flash mobs blev et modefænomen i New York med et smart navn, var de i brug flere steder i verden. Græsrødderne har skabt dem som et politisk redskab ud af deres behov for at manifestere sig, og de bruger selvfølgelig mobiltelefoner”, sagde hun og undrede sig lidt over, at de andre to aldrig havde hørt tale om det.

“Filippinernes EDSA 2 revolutionen i 2001 er et godt eksempel. Oprøret mod den siddende præsident Estrada, et tidligere bandemedlem og senere filmskuespiller, startede på motorvejen EDSA, præcis det sted hvor den tidligere diktator Marcos fem år før blev væltet af folkemængder. Antallet af demonstranter mod den korrupte Estrada voksede lynhurtigt time for time ved hjælp af mobiltelefoner, og efter tre dage opgav militæret sin støtte til ham, og folket væltede præsidenten via flash crowds”, svarede hun, som underviste hun en flok studenter i digital statskundskab.

“En af de største internationale manifestationer var den 19. juni 2004, hvor 76 byer i 32 lande blev ramt af mobs for at fejre årsdagen for den første amerikanske. Sociale netværk i Brasilien, som Google's “Orkut” har arrangeret flere for at støtte oprindelige folks rettigheder. I Rumænien har der været crowds, som ændrede forholdene for journalister under diktaturet. I Canada har grupper leget zombies og arrangeret store underholdende events i gaderne.

Optøjerne i Frankrig i 2005 blev koordineret ved hjælp af hjemmesider og mobiltelefoner. Indvandrere og unge protesterede mod premierministerens usociale lovforslag. Hundreder, måske tusinder, af personbiler blev brændt af i ugelange protester i de fattige indvandrerkvarterer.”

Hun havde talt sig ivrig og varm nu.

“ ... og lad mig tilføje, at der også er eksempler på mobs af computere, som samles til et monsterapparat for at løse vigtige opgaver for deres herrer. Digitalt avancerede Estland blev i foråret 2007 nærmest lukket af en computermob, da nationalistiske russerne startede et massivt angreb på alle offentlige myndigheder og medier i protest mod flytningen af et sovjettisk krigsmindemærke. Ingen ved, hvem der stod bag angrebet, men mistanken samler sig om den russiske efterretningstjeneste.

Lige nu arbejder nogen derude på at etablere et globalt botnet med over 240.000 slumrende slavecomputere. Selvfølgelig er det ikke vores, og vi ved ikke noget, for den slags er ulovligt, men Holger kan få hjælp af botterne, hvis han får brug for det en dag. Så mange computere udgør til sammen et vældigt våben, som kan udrette stor skade på en fjende”, tilføjede hun.

De to mænd måbede over disse perspektiver.

“De gammeldags politikere aner intet om mobilisering af folkemængder, men vi i undergrunden ved udmærket, hvordan den slags virker”, fastslog Digi som en selvfølgelighed. “Hvordan tror I, den orange revolution i Ukraine i november og december 2004 skete? Massiv folkemobilisering var det! Med mobiltelefoner.”

“Du godeste, kan du udløse flash mobs over hele landet”, gispede Doc. “Kan du virkelig det?”

“Si Señor, hvor vil du have en? Og hvad skal den gøre?”

Ole Bang rejste sig og begyndte at marchere frem og tilbage foran vinduet, mens han bed sig i knoen. Kronprinseparret vidste, at de lige nu bare skulle drikke deres kaffe og tie stille. Doc travede i samfulde 5 minutter, før han ivrigt satte sig igen.

“Hvis du kan starte flash mobs, som dominerer gadebilledet i korte perioder, så kan vi påvirke den offentlige mening stærkt ved at demonstrere folkelig støtte. Hvis det lykkes, så skifter fokus på Holger fra en protest skabt af et anonymt opråb til en begyndende social bevægelse. Det vil skabe to ting: a) panik i de politiske kredse, som foragter folkets røst, b) vi får helt sikkert en meningsmåling af folkestemningen i en avis.”

De tre begyndte at diskutere, hvad de skulle gøre i den kommende tid. De blev enige om, at Digi i første bølge skulle arrangere et par flash mobs, for at få lidt øvelse, lære støtterne, hvad de skulle gøre, få teknologien bag helt på plads og ikke mindst forsøge at tiltrække sig regeringens latterliggørelse.

Når Holger og dermed hans støtter var blevet hånet rigtig meget, skulle Digi vise sine hajtænder. Ikke før.