Scene 108
Carsten Bjørnvig jr. brugte en del tid på møder med andre iværksættere, der undrede sig over hans uvilje til at smide egne millioner i projekterne - ikke engang i den profitable første fase. Tidligere havde han ofte taget føringen og en uforholdsmæssig stor del af profitten, mente vennerne.
Erhvervsmandens sande finansielle situation kendte kun han selv og Mariann Madsen, og der var hemmeligheden godt bevaret. Hun havde betalt hans betragtelige klatgæld, taget huset som pant og givet ham de nødvendige lommepenge hver måned. Der blev nærmest gennemført en personovertagelse med hendes investering. Inderst inde vidste Bjørnvig, at nu skulle enheden CB Jr. til at betale sin investor tilbage, og det ville ske gennem realisering af værdier og ved at gøre ham parat til videresalg.
Offentligheden så en playboy i rød sportsvogn med en dulle på forsædet. For ham var det et attraktivt image, for bag den almindelige forargelse forårsaget af ugebladenes svælgen gav kvinderne solid prestige blandt mænd. Ugebladene var gode til at holde fokus på hans person, og han nød hvert sekund af det. Genkendelsesfaktoren var usædvanlig høj, fordi han som erhvervsmand samtidig var en respekteret ekspert og kommentator i medierne.
Rollen som playboy gav rare frynsegoder som andre mænds livlige, yngre fruer - de nye modeller - der fandt Carsten Bjørnvigs villa et velegnet sted at spise vellystige frokoster. Kun deres nærmeste veninder fik indsigt, når det berømte bytte var scoret. Bjørnvig havde jo travlt med flere kvinder, så damerne følte sig helgarderede imod, at han pludselig fik tossede ideer og ville giftes. Han overlod galant spørgsmålet om diskretion til sine frokostgæster.
Der var specielt én ung kvinde, som han yndede at blive set med offentligt, når ugebladene var til stede. Det var en socialt ubeskrevet, lyshåret 25 år gammel canadier ved navn Frances Jardineaux, som var aldeles besat af livet med sportsvogn, champagne, lækkert tøj og high society. Frances havde en lille, væver og smuk krop, som hun gladelig delte med ham. De to legede virkeligt godt sammen.
Carsten Bjørnvig og Frances blev afbrudt i lidt eftermiddagshygge ved poolen, da Mariann Madsen dukkede op hos ham en time før aftalt. Hun var ganske upåvirket af situationen, mens de to sprang omkring for at finde en stump tøj. Frances vidste godt, at der var forretninger mellem de to, så hun undskyldte sig og forlod huset.
Efter lidt frisk juice og nogle saltede chili peanuts kom hun til sagen:
“Jeg synes, at Frances skal flytte ind her”, sagde hun. Det lød nærmest som en ordre. “Jeg skal bruge hendes lejlighed, og hun kan ligeså godt være her det meste af tiden.”
Han sank spyttet to gange, og nåede ikke at reflektere over Marianns hæmningsløse invasion af hans privatliv.
“Ville det ikke være meget bedre, hvis du flyttede ind her”, sagde han insisterende. “Mandens ansigt viste, at han tænkte på deres søde elskovsminde fra haven.”
“Nej. Jeg blander aldrig business med privatliv”, fastslog hun. “Frances flytter ind i morgen. Hun kan godt have ting i lejligheden, men indtil videre skal jeg bruge den.”
Det dæmrede for Carsten Bjørnvig jr., at Mariann Madsen udelukkende anså ham for en overtagelse, absolut just business, og at hun ejede ham både med og uden tøj på. Han bøjede sig for hendes beslutning, greb telefonen, ringede til Frances og bad hende pakke et par kufferter, komme dagen efter og lægge en nøgle under måtten. Han ville forklare senere.
Da Mariann Madsen kort efter var gået, spekulerede han over sine up- og downsider lige nu. På kort sigt var han komfortabel med hus, bil, penge, kvinder og prestige i samfundet, men ingen kunne vide, hvordan det ville udvikle sig. På længere sigt var situationen desperat. Han måtte finde sig en stor deal hurtigst muligt. Carsten Bjørnvig jr. måtte gøre sig fri af sin investor.
