Scene 110
Mariann Madsen havde indkaldt Preben Lynk og Carsten Bjørnvig jr. til morgenmøde i Holmens Kanal 14, og Hannah Mårtensen sørgede for morgenbrødet. Selskabet havde aldrig været sammen tidligere, men de kendte til hinanden fra aktiviteter gennem tiderne. Mariann lagde ud:
“Petersen & Grund har mange kunder i dansk erhvervsliv og fungerer som mægler for en stribe internationale investorer. Firmaet deltager ikke i det politiske liv, men som ansvarlig for strategi kan jeg se, at den politiske udvikling i Danmark har brug for aktiv inspiration. Derfor har jeg nedsat denne gruppe privat.
I arbejder alle tre for mig som person, ikke P&G. Vi mødes fremover hver mandag og torsdag klokken 07 her på kontoret, hvor alle aktiviteter besluttes. De analyser, jeg indtil i dag har modtaget skriftligt fra Preben, vil fremover blive givet mundtligt i gruppen og kun her. Hannah Mårtensen er, udover sit arbejde for mig i P&G, projektets hukommelse og vores praktiske person. Al kommunikation fortsætter som hidtil via min private server.”
Preben Lynk blev bedt om en opsummering af sine tanker om Holger, det sære spil omkring ham og hans potentielle politiske indflydelse. Det stod lysende klart, at Folketinget meget snart kunne vedtage de frygtede love rettet mod de frie og uregulerede, udenlandske investeringer.
“Så mit spørgsmål er, hvilke wildcards har vi, som kan ændre stemningen i Folketinget og dæmme op for Holger Danskes erhvervsskadelige aktiviteter?”
Mens alles øjne rettede sig mod Preben Lynk, tænkte Hannah Mårtensen i stille gru, at hendes tidligere chef og gode ven gennem 20 år var i færd med at sælge ud af alle sine marxistiske principper til de værst tænkelige kræfter i samfundet. Det var en overraskelse for hende, at han tilsyneladende i månedsvis havde været aktiv i dette projekt. Hvor dybt kan man synke?
Hannah Mårtensens egen rolle skulle nu være anderledes. Fra at være reseacher og chefsekretær for Mariann Madsen i P&G, skulle hun nu deltage i et politisk projekt til fordel for kapitalfonde og andre udenlandske erhvervsinteresser. Chefsekretæren kendte toppolitik indgående, og havde set sin livslange arbejdsgiver, Preben Lynk, med fingrene i skidtet, set ham forhandle med fjender, arbejde for kapital og bureaukrati og lide det ene nederlag efter det andet, fordi han alligevel aldrig solgte helt ud af principperne. Så hun besluttede sig for at se tiden an.
“Teodor Severinsen”, sagde han fladt.
“Severinsen skal tage Holger op til debat. Han behøver ingen instruktion, for han er 200 procent på VORES side”, sagde Preben Lynk ivrigt, mens han følte sin tunge gå af led. Det var lettere på skrift at være på projektets side, men nu måtte han vænne sig til at sige det højt.
“Vores opgave er at få Teodor Severinsen ud af sit skjulested og starte balladen. Debatten bliver ikke imod Holger, for den kommer til at eksplodere hjemme i den liberale spisestue. Han forstår formentlig, ellers må nogen bøje det i neon for ham, at regering og Folketing er tæt på at underkaste sig Holger og vedtage hans lovgivning under pres. Regeringen er Holgers gidsel, kunne man mene.”
Mariann Madsen fortalte, at Carsten Bjørnvig jr. allerede havde givet EPOS en halv million, og at de meget let kunne nå frem til Teodor Severinsen via Rasmus Pottemager. EPOC ville være sultne og ivrige efter at samarbejde.
Carsten Bjørnvig jr. var udelt ubegejstret for at blive blandet ind i en kontroversielt politisk kabale, men hvad kunne han gøre? Da både Mariann and Lynk fastslog, at projektet havde brug for ham som uafhængig, blev han lidt mere rolig. Han fik til opgave at skaffe Rasmus Pottemager til et lægge fundamentet og arrangere et møde med Mariann.
