Scene 116

En trailer efter TV Avisen meddelte, at statsministeren ville komme i DR2 studiet for at diskutere aktuelle emner i det 45 minutter lange Profilen-program. Det blev annonceret med en kommentar om, at programmet blandt andet ville handle om kapitalfonde og den påståede indre uro i regeringspartiet.

“Er du fuldstændig idiot”? råbte spinkirurgen til skærmen, da han så annonceringen. Det var noget af det dummeste, han nogensinde havde set statsministeren gøre. At gå på TV i et meningsdannerprogram, før han havde vundet sin interne magtkamp, og med samfundet i bevægelse som et oprørt hav før orkanen.

Ole Bang faldt hurtigt ned og undrede sig over, hvad der mon havde fået statsministeren til at gå på åben skærm. Måske vidste statsministeren noget. Måske havde han vundet magtkampen, og Severinsen var færdig. Måske havde han et stort udspil om fondene i ærmet.

Han ville sgu da aldrig fortælle den slags i et TV program, altså at Holger havde vundet, eller ville han? Statsministeren troede sikkert, at Fagforbundet var Holger. Turde Jørgen Carlsen forsøge at stjæle Holger og gøre ham til sin egen politiske forbundsfælle? Det ville være alt for dumt at tro, han kunne eje bevægelsen, når han ikke vidste, hvem der stod bag.

Doc kontaktede kronprinsen om at holde skærmen tændt. Comandante Uno ringede tilbage og gav grønt lys for at handle, hvis statsministeren gjorde en fejl. Spinkirurgen følte, at statsministeren havde sat sig selv i en loose-loose situation, men inden længe ville have få vished.

Maria Magdalena var i Sydamerika, men hun havde altid sin mobil tændt og modtog tidligt om morgenen beskeden om at mobilisere sine digitale tropper parat til handling klokken 21:30 (GMT+2), hvis der pludselig blev brug for dem.

Da Bang efter 30 minutter modtog en SMS med ordene “Standing by 100”, smilede han så stort og bredt som nogensinde og udbrød på spansk “Jeg elsker dig, mamacita, du er smuk og dejlig” og afslørede, at han i sin sparsomme fritid tog online spanskkurser for en dag at kunne vinde kronprinsessen som sin ven. Samtidig værdsatte kæresten Hannah lidt kærlig machismo hvisket i øret.

Intet måtte gå galt. Antennen blev checket, recorderen blev sat til at optage, ledig plads på harddisken dobbeltchecket, lyd og billede justeret, båndoptageren tændt, online forbindelse på den bærbare aktiveret som backup. Spinkirurgen ventede som et medierovdyr på sit offer.

Hvis nogen havde kikket ind ad vinduet til den lille, klamme kælderlejlighed, havde de set en voksen mand rende rundt på gulvet og spænde armmuskler, slå voldsomt ud i luften og brumme som en kæmpebjørn ved indvejningen til en sværvægtskamp i Las Vegas.

“Du er min, du er min, du er min”, gentog han igen og igen.