Scene 118

Aldrig har en statsminister fået så mange live prygl, som Jørgen Carlsen fik i Profilen. Ormen gav ham tryghed, hvorefter han hvæssede hugtænderne og plantede dem midt i statsministerens blødeste punkt: Teodor Severinsen og liberalisterne. Landets leder så sig tvunget til at diskutere sine egne gamle liberalistiske holdninger sat op mod hans nye, midtsøgende standpunkter præsenteret grafisk på skærmen.

Teodor Severinsen var politisk brillant og frygtløs i telefonen til studiet. Han erklærede, at hans egne holdninger bare var statsministerens egne fra 1993 opdateret til version nutiden. Liberalisten erklærede sig for soul mate med statsministeren. Severinsens frækhed var så fuldkommen, at han indbød den ydmygede Carlsen til et genopfriskningskursus i egne holdninger.

Den unge liberalist påstod med en monumental overdrivelse, at der nærmest var holdningsmæssigt tumult i det liberale regeringspartis rækker. Han fik vendt sit eget truende interne nederlag til et oprør, som statsministeren derefter måtte benægte og bortforklare. Fra nu af vidste hele Danmark stik imod virkeligheden, at der var liberalt oprør, og at Jørgen Carlsen var trængt op i et hjørne.

Værre blev det, da Carlsen bagefter, allerede rystet, befandt sig i klemme mellem liberalisterne og Holgers folkebevægelse mod kapitalfonde. Det var tydeligt, at han befandt sig meget dårligt mellem de to kræfter i samfundet, og at han helst var begge foruden.

“Sådan laver man ikke seriøs politik”, spottede han om Holger og forsøgte at trække sagnhelten ned under sit eget niveau.

Heller ikke her gik det godt, for journalisten havde Peter Sørensen, Holgers uautoriserede talsmand live på kamera i Århus, og han var stærkt kritisk over for enhver politiker, der ignorerer folkets røst. Statsministeren afviste lovgivning, som kunne tilfredsstille Holgers bevægelse.

“Man kan da ikke tage den slags alvorligt, manden er anonym, vedkommende er ikke medlem af et parti og er ikke kandidat til noget som helst. Det er en politisk vittighed, ikke andet.” Med sine ord, sin holdning og sit kropssprog kunne enhver se, at statsministeren ringeagtede Holger.

Peter Sørensen forudså, at Holger og hans støtter ville reagere. De ville ikke bryde sig om at blive kaldt en vittighed af landets leder. Og deri havde han ret, hvilket fik medierne til senere at antyde, at Sørensen måske kendte mere til Holger, end han indrømmede.

Jørgen Carlsen tabte ynkeligt og fremstod utroværdig i Profilen, og han vidste det selv. Han frygtede allerede morgenavisernes frådsefest over præstationen. Han frygtede ikke mindst Formiddagsposten, som ville give ham stryg på Holgers og folkets vegne. Men det blev det mindste af det.