Scene 121

“Far skal du ned på torvet og møde Holger”, spurgte statsministerens yngste troskyldigt.

Jørgen Carlsen havde forbudt ungerne at klistre Holger-mærkater op inde i huset, og moderen havde insisteret, for det generede faderen voldsomt. Hver gang han så mærkaterne, steg hans irritation. Nogen drillede med at sætte dem op på hans private toilet og sågar på undersiden af hans elskede kaffekop, og det havde ikke været muligt at finde den ansvarlige.

Præstationen på TV aftenen før havde været så dårlig, at ingen i folketingsgruppen turde nævne det. Man plejede ellers at droppe små, rosende kommentarer i gruppen, fordi alle støtter hinanden for at holde den fælles mediegejst oppe. Carlsen havde aflyst to møder og var taget hjem tidligt. Statsministeren var ikke en glad mand lige nu.

Teodor Severinsen solede sig svært meget efter sin sejr over statsministeren, men han vidste, at der ville komme mange andre hårde omgange. De tre trofaste støtter var lidt skræmte over, at de nu var inkluderet i det, medierne kaldte “oprøret fra højre”, fordi det nu var for sent at skifte mening. Ved en hurtig snak på gangen var de blevet enige om, at deres fremtid, hvor usikker den end så ud, lå med Severinsen.

Preben Lynk var som en tordensky den næste morgen. Konflikten mellem Teodor Severinsen og partiledelsen var blevet alt for stor, og medierne rånød udsigten til endnu et parti med interne fløjkampe. Denne kamp så dog så brutal og uforsonlig ud, at det var svært at få øje på en fælles landingsbane for regeringen og liberalisterne. Det varslede ilde. I den slags konfrontationer taber den mindste altid, fordi han ikke har magten.

Preben Lynk var sikker på, at Jørgen Carlsen lige nu ledte desperat efter en effektiv måde at komme af med Teodor Severinsen på, så Mariann Madsens gruppe havde fået travlt, meget travlt.

Værre var det med folkebevægelsen Holger. Lynk havde, som så mange andre danskere, tænkt sig at gå på torvet for at fornemme stemningen. I sit stille sind var han vildt misundelig over, at Socialisterne aldrig havde formået at blive folkelige, og så kommer en ukendt og lægger folket for sine fødder.

“Det er bare for meget”, vrængede han og daskede sin bærbare en over bagsiden af skærmen.