Scene 125
En stor gruppe akademikere og erhvervsfolk samledes til et EPOS fyraftensmøde for at diskutere den politiske situation. Erhvervsministeren var inviteret, Teodor Severinsen var selvskrevet som den politiske enfant terrible, og så var Peter Sørensen inviteret, men han meldte afbud i sidste øjeblik. Han følte sig ikke i godt selskab, da han fik studeret deltagerlisten.
Debatmødet om strømningerne i samfundet blev til et møde om Liberalt Folkeparti og liberalistiske idéer. Blandt de tilmeldte til det offentlige møde var Mariann Madsen, Preben Lynk og Ole Bang, men også mange deltagere fra det nye, usynlige, liberalistiske netværk af erhvervsfolk fra fondsejede virksomheder. Alle havde deres fint tunede antenner foldet ud i debattens anledning.
Da Ole Bang sent på aftenen mødtes med kronprinseparret, refererede han debatten således:
“Denne forsamling var på ingen måde repræsentativ for folkestemningen, men den gav et utroligt informativt indblik i dynamikken mellem liberalisterne og Liberalt Folkeparti. Via EPOS har Teodor Severinsen tilsyneladende fået meget stærke støtter i store virksomheder med indflydelse både i politik og Dansk Industri.
Severinsen har betydelig indflydelse lige nu sammen med sine støtter, men han får kun magt, hvis erhvervslivet går hårdt til regeringen bag kulisserne. Jeg kan ikke vurdere den fremmødte gruppe, men hvis debat og kommentarer er bare i nærheden af stemningen i de grupper, så har vi ikke vundet endnu.”
Analysen af EPOS mødet betød mere for dem end at fejre torvedagen. De havde alle set og hørt resultaterne, og de var særdeles tilfredse. Holger var knotten over Erhvervstidendes afsløring af ham som en t-shirt-krejler, men Ole Bang beroligede ham.
“Måske får det regeringen til at slumre videre. Artiklen skader os i hvert fald ikke.”
Initiativet med at tage magten over trafiklysene i alle de store byer kunne de ikke undlade at nævne, men Digi fastholdt med et stolt ansigtsudtryk, at hun overhovedet ikke kendte noget til det. De havde en gammel aftale om at holde udvekslingen af informationer på et niveau, hvor de ikke kendte detaljer om hinandens kontakter og handlinger. Hvis nogen en dag forhørte sig, kunne de ærligt sige, at de ikke vidste noget.






