Scene 126

Få denne scene læst op: 

I de dage udgik der fra betydende danske erhvervsledere invitationer til 15 hovedsagelig liberale MF'ere, om at tage få en samtale om eventuel støtte til dem i den næste valgkamp. I politik er det godt at være forberedt, så måske var det en god ide at tage en venskabelig kontakt i god tid, hed det.

Den slags henvendelser var ikke usædvanlige for politikere, og de snakkede ikke indbyrdes om dem. Hver især arbejdede de på at skaffe støtte til deres egen og partiets politik og til at krybe opad i hierarkiet mod ordførerskaber og ministerposter.

Lokale virksomheder er altid gode at tale med. Hos dem findes forbindelser, måske økonomisk støtte, viden fra industriorganisationer, mediemuligheder, medarbejderstemmer og behov for at få en politikers hjælp med lokale udfordringer. En MF'er kan have stor indflydelse på lokal politik for ikke at tale om støtte til bygning af infrastruktur som motorveje, placering af offentlige institutioner og så selvfølgelig retningen af landspolitik.

Initiativet blev koordineret af EPOC, som havde fået sig en pæn sum i finansiel støtte på det seneste. Hver erhvervsleder afleverede en rapport, som gik videre til Mariann Madsen og Preben Lynk. Efter en grundig analyse fik hver erhvervsleder besked tilbage om de næste anbefalede skridt over for “hans” politiker. Forbindelser blev skabt, bidrag til valgfonde blev indbetalt, og en liberal, social dialog opstod.

Gruppen arbejdede hurtigt og effektivt og måtte leve med faren for, at politikerne begyndte at tale sammen. Det skete, som Preben Lynk ganske rigtigt forudså, ikke, fordi en politikers nærmeste kollega samtidig er hans konkurrent på stemmer, indflydelse og finanser. For en politiker gjaldt det om at manøvrere for at få ekstern støtte fra samfundets ledere og internt af selveste statsministeren.