Scene 127
Beredskabsstyrelsen i Haderslev fandt ingen fejl på deres computersystem og kunne derfor ikke forklare begivenheden med trafiklysene. Sikkerhedschefen måtte erkende, at han stod uforstående over for det hele.
Pressemeddelelse
Forsvarets Beredskabsstyrelse meddeler, at begivenhederne lørdag den 1. september, hvor trafiklys i 25 store byer landet over viste uregelmæssigheder i 15 minutter, ikke har fundet en teknisk forklaring. En detaljeret gennemgang af sikkerhedssystemet viser hverken fejl eller tegn på sabotage.
“Efter min bedste overbevisning er der tale om et hændeligt uheld forårsaget af ukendte, sammenfaldende omstændigheder flere steder i landet”, udtaler chef for Beredskabsstyrelsen, major Holger Finsen. “Vi er ikke færdige med at analysere de mulige scenarier, men når analysen er færdig, kan vi forhindre, at det sker igen.”
Den centrale kontrol med landets trafiklys er en del af ...
Da pressemeddelelsen var sendt ud, kikkede Holger Finsen hen mod lederen af Forsvarets Efterretningstjenestes afdeling for digitale undersøgelser og spurgte:
“Hvad nu?”
“Vi ved begge, at det er sket. Vi ved begge, at det ikke var et hændeligt uheld. Vi ved nu begge, at det ikke kan være et inside job. Vi ved ikke, hvem det var. Men vi ved, at det skete klokken 17:30 præcis. Vi så begge, at det var koreograferet med først blinkende advarsler til trafikken. Nogen passede på, at der ikke skete uheld.
Vi ved derfor begge, at det havde et formål på det givne tidspunkt. Derfor må vi konkludere, at Holger eller nogle af hans støtter har hacket Beredskabsstyrelsen. Det er dybt kriminelt, til fare for statens sikkerhed og strafbart med op til 10 års fængsel efter anti-terrorloven.
FE tager dette meget alvorligt, fordi det vedrører statens sikkerhed. Politiets Efterretningstjeneste er med i undersøgelserne. Vi rapporterer til de højeste demokratiske myndigheder i landet, det vil sige statsministeren.”






