Scene 128

Preben Lynk følte sig solbrun indvendig, når han dukkede op i den indre by til de, indrømmet, spændende morgenmøder i Holmens Kanal. Han havde tillagt sig en vane med at komme tidligt og sætte sig på en bænk ved kanalen og nyde det gode sommervejr. Når det regnede, slog han sin store stive, paraply op og nød stædigt uvejret. Intet vejrlig kunne genere ham i disse hektiske måneder.

Selv om møderne var tidligt på morgenen, havde Lynk været aktiv længe for at få dagens begivenheder med i sin analyse. På samme måde var Mariann Madsen i blomstrende vigør, når hun ankom fra sin energiopladning i motionsrummet tæt ved. Carsten Bjørnvig jr. derimod var B-menneske, og havde på grund af de mange fester vanskeligheder med at tilpasse sig den strenge morgendisciplin.

Planlægningsmøderne hos Mariann Madsen havde ofte et anstrøg af brutalitet. Politikere og erhvervsfolk blev behandlet, som var de dele af en indviklet mosaik, hun var ved at nedbryde og derefter skulle reorganisere. Valkyrien svang hammeren mod samfundets fundament, tænkte Preben Lynk tit og ofte, før han delte sine politiske overvejelser med de andre.

“Status, please. Hvad har vi på hylderne nu”, kom det fra den juicedrikkende forkvinde ved bordenden.

“Vi har de fire liberalister med Teodor som leder. Så har vi fire skabs-liberalister fra de liberale plus to hængepartier. Dertil kommer sympatisører, som gerne vil se Jørgen Carlsen i helvede, og donationer på kampagnekontoen, før de indgår alliancer.”

“OK, hvor mange ejer vi nu?”

“De 4 plus 2 fra skabet.”

“Preben, giver det os magt?”

“Nej!”

“Hvis vi havde alle 10, gav de så magt?”

“Nej!”

“Hvad skal der til for at få magt i Folketinget?”

“Hmmm, en gruppe kunne få stor indflydelse. En erklæret fraktion, som har fælles holdninger internt i Liberalt Folkeparti ville formentlig få magt.”

“Hvorfor det?”

“En erklæret og sammentømret fraktion er holdningsstærk, fordi den kan true med at splitte det gamle parti ad i stumper og stykker, de kan bryde ud af sammenholdet, de kan vælte regeringen, eller de kan starte deres eget parti. Det er ganske almindelig hverdags holdningsterrorrisme blandt politikere. En fraktion kan true ledelsen til at afgive magt. Joh, en gruppe kan opnå meget i det liberale magtspil.”

“Hvem skal vi eje for at kunne tvinge de liberale i liberalistisk retning?”

“Svært at sige. Statsministeren er skabs-liberalist, men springer næppe ud igen. Jeg ved ikke, hvor godt ledelsen fungerer internt, men jeg tror ikke, vi kan købe erhvervs- eller indenrigsministeren. Stående over for en fraktion vil de forsøge at holde sammen på stumperne for at beskytte deres nuværende fælles magt.”

“Så spillet lige nu er: Skab en stærk fraktion, fortsæt magtkampen og gå efter signifikant indflydelse. Nogen problemer med de andre partier?”

“Næh, de vil nyde at se på. Selv Holger kan ikke blande sig.”

“Hvad er down-siden ved denne strategi?”

“Valg”, svarede Lynk og slikkede sig om munden som en kat foran en skål piskefløde.

“Hvad er up-siden ved denne strategi?”

“Valg”, gentog han som det mest selvfølgelige i verden og smagte igen på ordet. Hannah Mårtensen tænkte i det øjeblik, at der vist var en gammel cirkushest, som lugtede savsmuld i manegen.

“Står vi stærkere efter et valg?”

“Det kommer an på Holger.”