Scene 129

Sommerferien var ovre, og politikerne vendte hjem efter lange ferier i egne eller venners sommerhuse. Forbløffende mange af dem søgte mod Sydfrankrig, som ville de helst holde sig langt væk fra hjemlandet. Ikke engang inderkredsen i regeringspartiet mødtes over sommeren. De slikkede sår og lagde private planer for sæsonen. Statsministeren beskæftigede sig med sin egen historiske rolle og med Holger, der fremstod som en farefuld uoplyst politisk blindgyde for ham.

Lige så snart behovet for at danne en fraktion var defineret, gik Rasmus Pottemager og Teodor Severinsen i gang med at arrangere en række møder med liberale medlemmer af Folketinget i EPOCs lokaler. Formålet var at skabe et forum ved navn “Liberal Klub”. Navnet skulle fjerne lidt af liberalismens skær fra foretagendet. Holdningen var grundlæggende set liberalistisk, men liberalisme havde fået et uheldigt omdømme.

Forhandlingerne gik med den ene efter den anden for at definere et fælles fundament, som de enkeltvis og som gruppe kunne stå inde for. Fraktionen blev opbygget af MF'ere, der befandt sig i yderkanten af den liberale gruppe, og som typisk havde fået deres adgangskort til Folketinget på stats- og indenrigsministerens overskud af personlige stemmer.

Den slags folketingsmedlemmer sad i første række til at miste det velbetalte prestigejob på Borgen, hvis partiet gik tilbage, eller nye og stærkere profiler blev puttet ind i deres valgkredse. Liberal Klub hentede sine medlemmer i denne sultne og letpåvirkelige gruppe MF'ere, som ikke var plaget af loyalitet over for partiets stemmeslugere.

Rasmus Pottemager havde til opgave at fungere som koordinator. MF'ere, som accepterede at støtte klubben, kunne forvente succesfuld fundraising, fordi han ville droppe et godt ord de rette steder. Flere blev forbløffede over, hvor godt hans ord var, for afkastet var indsat på deres konto dagen efter. Der opstod en del mumlen i liberale kroge, og til sidst fornemmede statsministeren uroen i de meniges rækker.

Teodor Severinsen følte sig stærk som en vinder, da han gik ned ad gangen mod Jørgen Carlsens kontor. Han fornemmede, at han stadig var et stykke fra magten, men at han den solvarme, svedige eftermiddag ville få et fast greb om uhyrets strube. Forhandlingerne var gået godt de sidste dage, syntes han og nød rollen som leder af en ny fraktion.

“Nå, min ven”, sagde statsministeren jovialt, “jeg hører, at du har gang i mange møder. Er jeg inviteret?”

“Du skal være mere end velkommen”, svarede Teodor Severinsen lige så venligt.

“Velkommen, til hvad?”

“Jamen, vi er nogle stykker, der synes, det er på tide, at de liberale ser lidt mere i erhvervslivets retning. Derfor har vi diskuteret en række ideer og fundet et fælles fundament, som vi tror, vælgerne værdsætter.”

Teodor Severinsen regnede med, at statsministeren allerede havde opsnappet oplægget til Liberal Klub, og ventede tålmodigt.

“Er det dem her?” Carlsen viftede med et dokument, som Severinsen genkendte.

“Ja.”

“Og hvor mange medlemmer har du så i Liberal Klub”? spurgte statsministeren så stramt som en vrissen, snerpet tante.

“Indtil videre er vi otte MF'ere i Liberal Klub, og der er et par observatører.” Han gav navnene. “Der er også et par MF'ere fra andre partier, som har vist seriøs interesse.”

Teodor Severinsen vidste, at antallet ville overraske statsministeren, og nød øjeblikkets sødme. Han var 100 procent sikker på, at talen om medlemmer fra andre partier ville ramme statsministeren i brystet som et knytnæveslag. Det var en tydeligt trussel om et muligt udbrud og et helt nyt politisk parti. En ting var uro i partiet, den kunne Carlsen måske håndtere, men at partiet gik i to stykker, ville koste regeringsmagten.

“Jaså, jaså, interessant. Og hvad ønsker klubben så at opnå med dette oplæg?”

“Ikke så meget, såmænd. Vi vil have holdningerne indarbejdet i regeringens og folketingsgruppens arbejde, oplægget skal danne grundlag for en national debat, som skal føre til et liberalt holdningsskift væk fra midten ved partiets næste landsmøde - eventuelt ved et ekstraordinært landsmøde.”

Jørgen Carlsen var ved at blive kvalt, mens den skummende vrede steg mod hans hoved, men fortsatte samtalen så jovialt som muligt. De vidste begge, at kampen om Liberalt Folkepartis platform ikke ville bliver ført her og nu i kontoret. De stillede sig an som to kamphaner.

“Andet?”

“Ja, Liberal Klub mener, at jeg skal inkluderes i partiets ledelse for at sikre en mere liberal retning fremover. Og så skal vi have garantier for, at der ikke vedtages en Holger-lov.”