Scene 130

Som dreven politiker vidste Jørgen Carlsen, at en fraktion som Liberal Klub ville falde fra hinanden, hvis lederne ikke hurtigt opnåede resultater, og medlemmerne samtidig blev udsat for internt pres og fik løfter fra anden side. Statsministeren var ikke klar over, at alle i klubben havde indgået økonomiske arrangementer med deres støtter i erhvervslivet, som ville vide at holde dem fast på aftalerne. Der opstod en faretruende stilstand i dagene efter diskussionen, mens partilederen forgæves manøvrerede.

Da Teodor Severinsen fornemmede, at det tog lidt for lang tid for Carlsen at bøje sig, lod han nyheden om fraktionen sive til Morgenavisens erhvervsredaktør efter samråd med EPOC. Liberal Klub opnåede status i medierne, og den gamle ledelse af de liberale kom under mere pres. Magtkampen i regeringspartiet var nu officiel.

Aftalen mellem EPOC, Teodor Severinsen og Mariann Madsen var, at klubben var parat til at gå hele vejen for at nå sit politiske mål om langt mere liberale love for erhvervslivet. Midt i al den heftige opmærksomhed fra medier, indflydelsesrige mennesker, pengefolk og sociale kontakter var det svært for Severinsen ikke at være lidt selvtilfreds.

Erhvervsmagasinet fandt på at portrættere Jørgen Carlsens unge udfordrer på forsiden med et stort spørgsmålstegn midt i ansigtet:

lød forsideteksten, som sved mere end noget andet på Jørgen Carlsens ego.

Teodor Severinsens gik direkte efter magt, og han ville få den straks via en plads i regeringspartiets ledelse, hvor han fik reel indflydelse på aktuel politik. Medlemmerne af klubben oplevede en uhørt tilgang af penge til deres respektive valgkampkonti, og de følte sig både trygge og stærke.

“Jørgen, jeg tror, vi skal tale alvorligt om Liberal Klubs behov”, meddelte Teodor Severinsen sin partileder. “Nu!”

De to modstandere mødtes for at forhandle endnu en gang, men denne gang blev snakken meget konkret.

“Min tålmodighed er ved at være slidt op”, proklamerede Teodor Severinsen højtideligt. “Får vi ikke det ønskede inden for en meget kort periode, så tror jeg, ledelsen mister vores tillid, og Liberalt Folkeparti kunne miste vores støtte.”

Jørgen Carlsen var ikke forberedt på, at gruppen var så stærk, at den ville true med at bryde ud af regeringspartiet og dermed styrte hans regering. Han var intet mindre end chokeret, og kunne ikke lade være med at vise det åbenlyst stående over for den aggressive, unge liberalist.

“Lad mig forsøge igen”, svarede han noget mat og lod, som om han var på den unge mands side, hvilket ingen af dem troede en døjt på.

Teodor Severinsen gik op på sit kontor på Borgen og ringede til Rasmus Pottemager.

“Handsken er kastet”, meddelte han.

Rasmus Pottemager kontaktede Mariann Madsen og sagde:

“Handsken er kastet.”

Få dage efter udskrev Jørgen Carlsen valg, og gav vælgerne hele 2 måneders frist.