Scene 148

Mariann Madsen, Preben Lynk, Carsten Bjørnvig jr. og Rasmus Pottemager følte sig alle alarmerede før TV-udsendelsen, for de vidste fra Teodor, at den skulle handle om pengene. Hannah Mårtensen arrangerede krisemøde i Holmens Kanal, så gruppen kunne se udsendelsen sammen.

Sekretæren var den, der tog det mest roligt, måske fordi hun ikke havde noget privat investeret i gruppens foretagende. Meget af det, de gjorde, fandt hun uetisk og usmageligt, men sagde ikke op, fordi hun var nysgerrig over, om det virkelig var muligt at købe sig lovligt til så stor politisk indflydelse i Danmark, og så på grund af Preben Lynk. Hun havde besluttet, at når han en dag skred, så pakkede hun også.

Gruppens reaktioner var forskellige. Mariann Madsen forblev iskold, men brød sig tydeligt ikke om at være identificeret som Liberal Klubs kasserer. Preben Lynk var tavs og professionelt yderst interesseret. Carsten Bjørnvig jr. jamrede sig. Rasmus Pottemager blev foruroliget, og Teodor Severinsen var stolt.

“Det var en fejl af mig at tage rundt med Rasmus”, sagde Mariann Madsen. “Alt for mange kan lægge to-og-to sammen. Jeg befinder mig bedst i baggrunden, og det var altså ikke muligt at forsvinde i mængden. Det burde jeg have vidst.”

Come on, Valkyrie, tænkte Lynk, der er sgu da ikke en eneste mand, som ikke har forsøgt at flå kludene af dig med øjnene, og ikke en eneste kvinde, som ikke jaloux har ledt efter fejl i din perfekte fremtoning. Hver eneste kameramand har gnubbet udløseren af på dig. Alle så dig, og alle vil genkende dig.

Han sagde det ikke højt og undrede sig lidt over, hvorfor det havde taget så lang tid for pressen at afsløre Liberal Klubs hemmelighed. Han var selv gået fri i reportagen, men det kunne jo komme, hans tur i manegen kunne komme en dag.

“Hvor står vi nu”? spurgte Mariann Madsen Preben Lynk.

“Vi har det rigtig godt”, svarede han til alles overraskelse. “Der er stadig masser af uger i valgkampen, og hellere nu end senere. Folk glemmer den slags, fordi der intet kriminelt er foregået. Danskere er tolerante over for afvigende holdninger. Finansieringen af valgkamp har, mærkeligt nok, aldrig forarget danskerne.

Virkeligheden er, at TV2 hjalp os til en polarisering af Liberalt Folkeparti vælgere, tillidsfolk og kandidater.”

“Hjalp os”, udbrød Carsten Bjørnvig jr., som ikke forstod sig på politik.

“Det skader ikke, at vores folk kan gå ud og være skarpere i debatterne. De er allerede bundet til Liberal Klub gennem vores aftaler og finansielle bidrag. For kandidaterne gælder det nu om at få deres personlig profil poleret og melde ud. Der er rigtig mange skabs-højrefløjs tilhængere, som ikke ser sig som liberalister.

Derfor mener jeg, at gruppen her straks bør definere en bredere platform, som går ud over de erhvervspolitiks grænser og tager fat om strukturelle emner i samfundet. Vores kandidater skal ud og løfte for en flig af det samfund, som er målet for dette initiativ. For eksempel bør ønsket om fjernelse af topskatten luftes.”

“Jamen hvad så med Jørgen Carlsen og vores aftale”? spurgte Teodor Severinsen nysgerrigt.

“Statsministeren nød at gå på hugst efter dine stemmer, det kunne man ligefrem se på hans ansigt. Han nød, at TV2 afslørede vores støttegruppe i erhvervslivet, selv om han også selv nyder godt af systemet. Selv får han bare hovedparten fra Dansk Industri og den slags og tilmed mange flere penge.”

“Helt ærligt, Teodor. Tror du Jørgen Carlsen vil holde sine løfter til dig efter valget?”

“Ikke hvis han kan undgå det”, svarede han som det mest selvfølgelige i verden.

“Så hvad drejer det her sig om?”

“At få flest stemmer på valgdagen”, svarede politikeren. “Jo flere jeg og Liberal Klub får, des større er chancen for, at han holder sine løfter, frivilligt eller ej.”

“Så hvad gjorde statsministeren i programmet ud over at fiske lidt stemmer i andedammen og distancere sig fra Liberal Klub, som man måtte forvente”? spurgte Preben Lynk energisk. “Han signalerede frygt for Holger. Han brugte sågar et af Holgers slogans!

Jørgen Carlsen er mere bange for Holger end for dig, tror jeg. Partiformanden vil, presset af holgeristerne, love at gøre noget ved de udenlandske investeringer. Han rykker mod centrum og væk fra os. Jo tættere han går til midten, des flere højrefløjsstemmer er der til os.”

Mariann Madsen sad tænksomt og observerede scenen mellem de to udspille sig. Analysen var interessant og særdeles overraskende for hende. Preben Lynks enorme udstråling, energi og viden pirrede hendes nysgerrighed, og hun glemte et øjeblik at høre efter, mens hun klemte hårknuden i nakken.

“Statsministeren tror, at han kan tumle Teodor og har liberalisterne indkapslet. Jørgen forventer at få kamp til stregen på midten, hvor han har været i mange år, og hvor Holger vil angribe. Vi står nu frit for at trække ham i den modsatte retning, fordi partiet ikke må sprække lige nu. Liberal Klub kan gøre næsten, hvad der passer den. Vores stakkels statsminister får sit at se til, når vi begynder at hive modsat Holger.

Hvis Teodor virkelig spænder buen og viser skarpe liberalistiske holdninger, vil Jørgen Carlsen komme krybende og bede om fred i det mindste under valgkampen. Den kan han få for en pris, en høj pris.”

De fem omkring bordet var imponerede over den overbevisende strategiske analyse, som Preben Lynk rystede ud af ærmet. Mærkeligt, at Socialisterne aldrig var blevet til noget med den slags folk, tænkte Rasmus Pottemager. Mariann Madsen priste sig heldig over at have været i stand til at købe ham.

“Hvad gør Holger mon?”

“Det vil du se om nogle få timer på nettet, tror jeg. Situationen er så raffineret, at selv om Holger angriber os hele tiden, og det vil fortsætte, skaffer han os flere stemmer. Holger tager stemmer fra Jørgen Carlsen og de andre på midten. Hvis manden ønskede at give sig til kende, så havde han gjort det allerede. Derfor må Holger lægge sine holgeristers stemmer i nogens kurv. Det bliver ikke i Liberalt Folkepartis, for det forhindrer vi.”

Preben Lynk tænkte sig om en kort stund, og konkluderede så over for gruppen:

“Holger må nødvendigvis komme med et kraftigt udspil efter det TV-program, der beskriver vores projekt. Han har aldrig formået at “afsløre” os, hvilket betyder, at han famler i blinde. Derfor må han bruge programmet som sin dokumentation. Hvis han har politisk tæft, og det tyder meget på, så bliver han nødt til at gøre noget stort for at holde sin gryde i kog.”