Nugurt

Køb noget gratis

Kan man både sælge litteratur (herunder lydbøger) og samtidig give det væk gratis. Det er emnet på Danmarks første Creative Commons café den 27.april, hvor Holger-serien som det første eksempel på den slags her til lands er inviteret til at forklare sig. Læserne af denne side ved, at begge dele udmærket kan leve i fordragelighed. Mange vil tro, at man kun giver sine værker væk, hvis de alligevel ikke kan sælges. Sådan er det ikke. Kom til caféen og hør, hvad publicering med fri non-kommerciel copyright handler om.

Holger-serien i Bogradio

Den nye online Bogradio tager fat på Holger-serien i et interview. Journalist Karen Vistesen interviewer mig om serien og dens baggrund i et indslag til dette nye medie, der er oprettet af Nugurt. Indslaget kan genbruges af alle, idet det som romanerne er publiseret under Creative Commons licens. Det betyder, at alle kan bruge indslaget, hvis de bare krediterer og undlader at ændre ved det.

Nugurt (som jo udgiver mine bøger) starter dette medie på basis af de erfaringer, som de sidste par år med bøger har givet. Folk vil meget gerne høre de gode historier om romanerne (og andre bøger), og er mindre interesserede i anmeldelser. Smagsdommeri er et ord, man ofte møder i den sammenhæng. Derfor fortæller Bogradio de “Gode historier om gode bøger”.

Vi gør det selv

Med udgangspunkt i vores Holger-romaner og de mange aktiviteter, der samles omkring romanerne, kom vi i denne uge i DR P1 Harddisken for at snakke gør-det-selv medier. Udgangspunktet var en amerikansk bibel (Be the media) om moderne medier. Over 60 amerikanske eksperter skriver i David Mathisons bog, hvordan man gør.

Vi sponserer Podcasterprisen

Forlaget Nugurt, der udgiver “Viljen til magten” og “Holger”, som vil være læserne af disse sider bekendt, sponserer igen i år Podcasterprisen med bøger på papir … men vi vil også sponsere med lydbøger, eller download af lydbøger, som er produceret på basis af vores gratis podcast. I øvrigt kan læsere nominere os til denne pris i venstre spalte.

Holger og Nugurt på Krimimessen

Så er der krimimesse igen, og Holger møder naturligvis op blandt alle de kendte og mindre kendte. Vi er nok endnu i sidste gruppe. Der sker spændende sager på messen, der er arrangeret af Horsens Bibliotek. Igennem flere år er den vokset sig til stedet, hvor genrer viser sit ansigt … sammen med et væld af forfattere. Krimimessen er arrangeret i samarbejde med Horsens by og Bog & Idé-kæden. Herlighederne foregår i det tidligere statsfængsel, og besøgende vil kunne købe romanen på standen med rabat.