Scene 10

Det vrimlede med sikkerhedsfolk fra tidlig morgen alle vegne omkring Christiansborg for at sikre adgangen for statsministeren og ikke mindst for dronningen, som ville ankomme i sin Bentley i Indre Slotsgård klokken 08:15. Det var aldrig sket før, at hun meldte sin ankomst med få timers varsel og endda tidligt på dagen. Uden for Prins Jørgens Gård, på samme side som Thorvaldsens Museum, holdt en mørklagt bil med PETs politimester Laura Bøge på bagsædet. Hun forventede, at Holger ville ankomme til fods ad denne rute.

Ganske rigtigt kom en person iklædt orange arbejdsjakke og sikkerhedshjelm rask gående 08:25. Manden bankede på den tunge bagdør til Dronningeporten, der hurtigt blev åbnet og lukket. Inden for smed Holger sit arbejdstøj og fremstod som standsperson i sin bedste alder. Klædt i elegant, sort Armani jakkesæt med blankpudsede sko tog han sig godt ud. Brystet var prydet af Elefantordenens stjerne og Dannebrogsordenens Storkommandørkors.

Holger bar sine ordner for alvors skyld. Han anså sig selv som ægte Ridder af Elefantordenen, landets højeste udmærkelse, fordi han tjente nationen og var overbevist om, at han gjorde en ekstraordinær indsats for samfundet. Storkommandørkorset bar han som altid med stolthed.

Det forestående formelle møde ville få stor betydning for hans fremtid. Han skulle modtages af Danmarks dronning - ikke af sin mor. Gennem hele sin opvækst havde han levet med de to personer i sin hverdag. Den skrappe, dominerende dronning og den søde mor, som overlod trivielle ting som opdragelse til faren eller barnepigen. Prinsen var ikke sikker på, at dronningen tillod ham at beholde ordnerne.

Et kort øjeblik stod Holger stille og koncentreret midt i Dronningeporten. Til højre var opgangen til Statsministeriet, hvor alt helt sikkert var hektisk. Han smilede over det barokke i, at lokalerne for Carlsens ministerium egentlig var tænkt som kongebolig. Derefter så han til venstre, mod De Kongelige Repræsentationslokaler, hvor regenten ventede. Med afmålte skridt gik han gennem Drabantsalen med de seks giganter, der bærer slottets hvælvinger, forbi indgangen til Statsrådssalen og videre op ad den imponerende Kongetrappe.

Foran døren til Tronsalen stod en vagt, der uden at ændre sin neutrale mimik gik til side og lod ham passere. Døren lukkedes lydløst bag ham. Dybt nede i sit inderste vidste prinsen, at han befandt sig i en skæbnetime. Dronningen stod som altid på stjernen midt på det smukke parketgulv, klædt i et rosa skrud, behængt med ordner og smykker. Hun så bestemt imod ham og lod ham træde frem. De gav ikke hånd. Han bukkede.

For udenforstående måtte dette øjeblik forekomme akavet og kunstigt, fordi mor og søn alene i rummet opførte sig, som offentligheden måtte forvente, de gjorde, når rigets affærer blev afgjort. Det var netop pointen. Begge var sig yderst bevidst, at de var midt i et historisk øjeblik og agerede ud fra deres tildelte roller i samfundet.

Efter at have målt prinsen fra top til tå som for at finde ud af, om situationen var drøm eller virkelighed, om hans udstråling gav hende et tegn på svaghed eller selvsikkerhed, knejsede dronningen med nakken som tegn på, at han kunne fremføre sit ærinde.

― Deres Majestæt, jeg har besluttet at træde ud af rigets arvefølge for at påtage mig et borgerligt ombud. Jeg vil gerne anmode Deres Majestæt om at orientere Statsrådet behørigt herom på det tidspunkt og på den måde, som det måtte passe Dem. Jeg beklager, at omstændighederne har dikteret, at befolkningen allerede er orienteret.

― Min elskede søn. Du er klog og modig, vild og retfærdig. Folket elsker dig, og du er en værdig arving til Danmarks trone. At du vælger at give så stort et offer for folkets ve og vel, viser kun, at du er konge i dit hjerte.

Hun holdt en pause for at synke og fatte sig følelsesmæssigt.

― Vi glæder os over, at du med stolthed bærer Danmarks to højeste ordner. Dem skal du vedblive med at bære. Statsrådet vil blive orienteret snarest, sagde hun resigneret, og dermed accepterede hun rigets nye tilstand.

Dronningen trådte et skridt frem og omfavnede sin førstefødte søn, kyssede med tårer i øjnene hans kinder, pande og øjne. Hun tog ham i hånden, og sammen gik de stille hen mod de forgyldte tronstole med purpurbetræk. Holger vidste, at hun aldrig, ikke engang som barn, havde siddet på tronen. Nu satte hun sig i dronningestolen og bød ham kongestolen. Moderen pegede mod balkonen til højre.

― For os vil du altid være den sande tronfølger. Mange gange har jeg alene i denne skønne sal fantaseret om, at statsministeren efter min død fra denne balkon udråbte dig til Danmarks konge. Jeg har altid på vegne af Kongedømmet følt mig tryg ved tanken. Da min far var død, stod jeg sønderknust lige her, men blev landets regent ude på balkonen. Den kommende periode bliver vanskelig for os alle. Hjælp mig gennem den, vil du?

Han tog kærligt hendes hånd og trykkede den fast. Det var første gang nogen sinde, at han så dronningen i en så sprød sindstilstand. Øjeblikket var fyldt af kærlig nærhed, og ingen af dem havde lyst til at bryde stemningen. Prinsen vidste udmærket, at moderens kærlighed i dette øjeblik vandt over dronningens behov for at opretholde familiens ophøjede stilling i samfundet.

― Nu er der café au lait, Gammel Dansk og sprøde croissanter i biblioteket ... og så skal vi se statsministeren på tv, besluttede hun.