Scene 11
Fremmødet i Statsministeriet, ganske få meter fra de prominente tv-seere i Dronningens Håndbibliotek, var rekordstort. Reportere fra alle medier og en del fra udlandet ville opleve det historiske pressemøde live. Mange var ankommet i god tid for at sikre sig gode pladser og stille deres kameraer op.
Jørgen Carlsen blev sneget ind ad en bagdør efter en ret urolig helikoptertur fra Skagen. Vejrliget var der ikke noget i vejen med. Statsministerens indre stormvejr gav kvalme. Følelsesmæssigt var han ude af balance, taktisk var han usikker, og så havde han dunkende tømmermænd. Hærget og usoigneret blev han med fast hånd anbragt i et lunkent bad i ministeriets bagkontor.
Landet var i valgkamp og midt i en konstitutionel krise. Statsministerens personlige analyse fortalte ham, at situationen ikke var særlig indviklet, og at han som regeringschef måtte tage førerskabet for nationen. Jørgen Carlsen undlod at trække på sin departementschef, han undgik kammeradvokaten og talte ikke en gang med sin kampagnestab.
Hvis Jørgen Carlsen aftenen før var gået ud i Skagens gader eller i en hvilken som helst anden dansk by, eller for den sags skyld havde læst morgenaviserne eller set tv, ville han have forstået, at afsløringen af kronprinsen som Holger blev sidestillet med en politisk, kulturel og social begivenhed, som da fodboldlandsholdet vandt Europamesterskabet. Men han gjorde ikke sit elementære forarbejde blandt vælgerne.
Han nedværdigede sig heller ikke til at studere udviklingen på Borgerdemokraterne.dk, hvor enhver kunne se en tæller opgøre et konstant stigende medlemstal. Internetpartiet betragtede han som et useriøst computerspil og partiformand Holger som et udspekuleret og forkælet legebarn. Så længe de to var placeret på sidelinien under hans værdighed, fungerede hans verdensbillede.
Uden forbindelse til virkeligheden indkaldte han selvsikker og magtfuldkommen til møde sammen med sin indenrigsminister. Godt nok havde de en trumf i baghånden, men den skulle gøre det hele meget værre.
