Scene 12
Partiet Borgerdemokraterne.dk var en nyskabelse i dansk politik, og for den sags skyld i hele verden. Det var en social community webside, hvor danskere kunne læse om og diskutere politik. Sociale medier var der tusinder af, men Holger og hans folk havde med partiet taget internet tættere til sig end selv den digitale præsident Barack Obama drømte om.
Ønskede folk at melde sig ind i partiet, betalte de 200 kroner om året. Partimedlemmer fik særlige rettigheder. De kunne oprette nye politiske emner til diskussion, deltage i afstemninger, stille op som folketingskandidater eller støtte andres kandidatur.
En borgerdemokrat knyttede sig til en enkelt partikandidat og fungerede som del af vedkommendes politiske bagland. Folk kunne på forskellig vis melde sig som aktivister for deres kandidat og for partiet. Enhver kunne med sit Dankort indbetale penge til kandidatens valgkasse. Partiet frabad sig statslige penge, fordi medlemsgebyrerne i deres øjne burde finansiere det politiske arbejde.
Det sindrige webparti var sådan indrettet, at de kandidater, der havde størst bagland, kom til at stå øverst på listen til valget. Holger var nummer et og derfor statsministeremne. Systemet var demokratisk, idet kandidaterne efter populær rangorden valgte deres foretrukne valgkreds i landet, hvor de blev partiets topkandidat. Opstillingen var sideordnet, så kandidaterne delte partistemmer og overskydende personlige stemmer efter popularitet.
Traditionelle politikere fandt det absurd, at Borgerdemokraterne ikke havde en fastlagt linie, og at hver politiker konstant var i dialog med sit bagland. Mange latterliggjorde dem og betegnede systemet som et populistisk fantasifoster efter schweizisk model. Flere kommentatorer kaldte det en demokratisk ost med store huller i. Borgerdemokraterne anså det ikke for en hån at blive sammenlignet med det ultrademokratiske schweiziske system med talrige folkeafstemninger.
Blandt de borgerdemokratiske kandidater fandt man afvigende holdninger til tidens politiske emner. Et emne som indvandring var kontroversielt i Danmark, men hvis folk ikke kunne lide deres kandidats holdninger, måtte de skifte til en alternativ kandidat. Men fra det øjeblik kandidatlisten blev “frosset” og afleveret til valgmyndighederne op til et folketingsvalg, forblev medlemmet en del af sin kandidats formelle bagland i valgperioden.
Helt igennem nyskabende var Borgerdemokraternes tilgang til meningsdannelse. En kandidat forpligtede sig over for sit personlige bagland - ikke over for partiet. Via websiden blev baglandet spurgt til råds før en vigtig afstemning. Baglandet ville så give sin mening til kende, og resultatet af processen var synligt for enhver på internet. Borgerdemokraternes partipolitik udviklede sig derfor på internet. En politiker, som ville opnå noget særligt, måtte således overbevise sine kollegers bagland via debat.
De etablerede politiske partier og deres kandidater fattede ikke rækkevidden af dette klassiske, demokratiske, politiske system med solide rødder i oldtidens Grækenland. Hvor andre partier oplevede en skræmmende tilbagegang i befolkningen, eksploderede webpartiets medlemstal. Alle var velkomne, enhver kunne debattere, og for 200 kroner kunne folk deltage direkte i den politiske proces.
Borgerdemokraterne.dk summede af aktivitet døgnet rundt, mens de andre holdt valgmøder i halvtomme forsamlingshuse efterfulgt af natmad med rullepølsemadder hos en lokal politisk boss.
Holger var opstillet som partiets statsministerkandidat og stod på listen i samtlige 12 kredse i København Storkreds. På partiets webside havde han gentagne gange opfordret vælgerne til at stemme personligt på den kandidat, som de foretrak.
― Politik drejer sig om mennesker, ikke om partier, sagde formanden, ― Giv din personlige kandidat ansvar og modspil. Vær aktiv. Bryd den passive forbandelse fra fortiden, lød det provokerende budskab til danskerne.
