Scene 3
Statsminister Jørgen Carlsen var den politiker, der burde være bedst forberedt efter i flere dage at have kendt til Holgers identitet, men han led under politisk traumatisk stresssyndrom. Den erfarne politiske ræv gemte sig under sin kyllingevinge og turde ikke konfrontere virkeligheden.
Havde han konsulteret en psykolog eller bare sin fornuftige kone, var diagnosen blevet fornægtelse. Til det sidste nægtede han at tro på, at Holger var virkelig, og at han politisk var oppe imod selveste tronfølgeren.
Carlsen sad i et debatpanel ved et vælgermøde på Ruths Hotel ved Skagen, da hans ministersekretær smuttede ind bag hans stol og lagde en seddel på bordet foran ham. Der stod: “Prinsen er Holger.” Statsministeren stirrede tomt på papiret og greb med rystende hånd sit vandglas, så indholdet sjaskede ud over hans papirer. Han forsøgte at drikke og fik væsken galt i halsen.
Hostende og harkende flygtede han fra scenen uden et ord. Sidemanden ved panelbordet kastede et hurtigt blik på den våde seddel og råbte ud over lokalet: “Prinsen er Holger!” Et brøl rejste sig fra forsamlingen, folk sprang op og råbte i munden på hinanden. Mødet var ovre.
Statsministeren stavrede op til hotellets Emma-suite og stillede sig skjult for offentligheden i altandøren for at lade den kolde brise fra Vesterhavet bide i ansigtet. Han stirrede tomt ud mod horisonten. Ude af stand til at kontrollere sine følelser knækkede Carlsen sammen i dyb hulken, vaklede hen til sengen og lå en tid krumbøjet i fosterstilling iklædt jakkesæt, mens alle frustrationerne kom myldrende.
Gennem døren forsøgte ministersekretæren uden held at få kontakt. Ingen må se mig i denne tilstand, tænkte statsministeren. Lidt senere tændte han for suitens store B&O TV og zappede fra det ene kloge hoved til det andet. Som aftenen gik, koncentrerede diskussionen på tv sig om statsministerens reaktion, men Jørgen Carlsen anede ikke, hvad han skulle mene, gøre eller sige. Han gruede for aviserne næste dag.
Mit liv er forbi, tænkte han deprimeret. Holger slår mig ihjel. Jeg er færdig. Min tid som statsminister er ovre. Udraderet af en skide gallafigur med sovsekande på hovedet. Idioten kan ikke noget. Det prinsesvin har bare at holde sig på sit skatteyderbetalte lorteslot. Hvorfor skal han nu ødelægge det hele, bare fordi han har fået en fiks idé om, at nogen vil købe Danmark? Idiot, mand. Tror han, politik er en leg for statsansatte fotomodeller?
Mens det rablede mere og mere for statsministeren, modtog han en SMS fra ministersekretæren: ― Pressemøde i Statsministeriet i morgen klokken 09:00. Vi hentes af helikopter 07:00. Kan ikke udskydes eller aflyses.
Carlsen svarede ikke. Han vidste, at det statslige og politiske maskineri var overophedet, og at selv ikke en flæbende statsminister kunne løbe fra sine forpligtelser som landets leder. Ikke alene havde Holger skabt en politisk krise. Der var også lige problemet med Grundloven og Kongehuset. Hvad skulle han dog gøre?
Sent på aftenen ringede hans kone for at høre, hvordan han havde det.
― Ikke godt, var det ærlige svar. ― Jeg har brækket mig to gange og tømt det meste af mini-baren. Kan ikke tænke klart mere. Hvad synes du?
― Altså, jeg synes slet ikke, Holger kan være det der pjat bekendt. Jeg mener, man kan da ikke sådan snyde hele Danmark. Alle regner med, at han skal være konge, og nu vil han hellere være statsminister. Er han ikke lidt vel forkælet, ham der ... prinsen? Hvis han var min knægt, og det er han heldigvis ikke, fik han sig en ordentlig endefuld. Mon ikke dronningen er mand for det?
Statsministerfruens forurettede reaktion gav ham inspiration og styrke. Jørgen Carlsen mumlede højt ud i luften, som blev svovltung af eder og forbandelser over Holger. Stimuleret af minibar og sovetabletter blev regeringschefens omtågede konklusion, at løsningen var at give Holger en røvfuld af historisk format i fuld offentlighed.
Inden statsministeren gled ind i en udmattet søvn, mumlede han: ― Gad vide, hvad Ole Bang ville gøre. Gad vide ... Åh, bare min forræderiske spinkirurg var hos mig lige nu.
