Scene 4

Få denne scene læst op: 

Kronprinsen og kronprinsessen, eller snarere Holger og Maria Magdalena, havde endnu ikke tænkt sig at forlade deres ugelange gemmested hos venner på Østerbro. Parret mødtes den aften, hvor Holgerbomben ramte Danmark, over en kop kaffe med deres partner bag kampagnen, Ole Bang. De slukkede hurtigt for tv, der kørte i vildrådige cirkler. I nationens historie var der ingen fortilfælde med en tronfølger, der valgte at blive borgerlig.

At samme tronfølger også havde skabt en politisk og social bevægelse med hundredtusindvis af tilhængere, der nu festede i gaderne landet over, var som en scenisk fantasi-forestilling. Få dage efter ville Holger blive valgets stemmesluger og kåret som statsminister. Trafikken på hjemmesiden borgerdemokraterne.dk var i galop.

Efter i månedsvis at have planlagt og udført deres strategiske og praktiske handlinger fra det skjulte, hvor kun ganske få kendte Holgers identitet, skulle de nu ud i offentligheden og vise nyt ansigt. Deres beslutninger denne aften ville få skelsættende betydning på valget og deres personlige fremtid.

― Jeg har arrangeret med 13Petersen, at han og vennerne overtager sikkerheden for Maria Magdalena og børnene, sagde Holger. Petersen var hans gamle ven og forbundsfælle fra Jægerkorpset, som gentagne gange havde hjulpet dem under kampagnen mod kapitalfondene. Faktisk var han manden, der satte det hele i gang med sin åbenlyse forargelse over masseopkøbet af danske firmaer.

― Vi kan ikke regne med PET mere. Agenterne må føle sig dybt ydmygede over forgæves at have ledt efter os i ugevis. Min sikkerhedsstatus er ukendt, så jeg har besluttet ikke at bruge bodyguards indtil videre. Jeg må lære at fungere som et mere almindeligt menneske. Folket vil beskytte mig, håber jeg da, grinede Holger.

De to andre protesterede indædt. Ingen af dem havde glemt statsministerens kluntede forsøg på at stoppe Holger ved at true med at afsløre kronprinsessens sande identitet. At tronfølgeren havde besvaret udfordringen med en utvetydig dødstrussel over for statsministeren, gjorde ikke forholdene mere sikre. Der var sprængfarlig kemi mellem de to, og det kunne kun blive værre.

― Du kommer ikke udenom sikkerhed. Folkemængderne vil mase dig, når du viser dig offentligt, mente Ole Bang. ― 13Petersen vil skræmme de fleste til at holde afstand. Han er sgu den mest frygtindgydende jurist med våbentilladelse, jeg har mødt. Der er kun få dage tilbage til valget, og vi må spare på vores ressourcer. Udover websiden har vi ingen partiorganisation. Der bliver kun vælgermøder på internet.

Effektive som altid besluttede de tre kampfæller uden unødig argumentation, at Holger hovedsagelig kommunikerede via borgerdemokraternes hjemmeside, hvor enhver kunne gå i dialog med ham som kandidat. Teknikerne fra Blog by Blog oprettede video-interviews og gruppesamtaler efter behov via sikre og anonyme forbindelser. Ingen måtte endnu vide, hvor de befandt sig - heller ikke på internet.

De var vant til, at Forsvarets Efterretningstjeneste, PET, politiske modstanderne og måske fjendtlige, udenlandske interesser lurede på borgerdemokraterne.dk. Med Tiburón, internethajen fra Blog by Blog, og Marias globale online netværk bag sig vidste de sig sikre mod opdagelse. I månedsvis havde de været deres modstandere overlegne online. Egentlig behøvede de ikke længere at skjule sig, men på den anden side var der ikke kommet færre fjender til.

― Borgerdemokraterne oplever en mindre eksplosion i tilmeldingerne her til aften. Danskerne betaler online for at blive medlemmer i svimlende antal. Partiet er stærkt som en andalusisk kamptyr, udtalte Maria Magdalena med synlig stolthed, mens de andre undrede sig over hendes ordbillede. ― Jeg har intet antal endnu, men vi kan godt regne med en medlemstilgang på 25 procent eller højere. Der er masser af penge i kassen.

― Hvilken lettelse. Det ser ud til, at danskerne tager nyheden om Holgers identitet i den rette ånd, udbrød Ole Bang. Godt nok var han berømt og frygtet som spindoktor og politisk strateg, men en krystalkugle havde han altså ikke. ― I de kommende dage skal vi lære at opføre os som et normalt politisk parti.

De to andre fnisede uhæmmet over hans sarkasme, som ikke var morsom.

― Jeg mener det altså alvorligt. Der er regler omkring politik og valgkamp, og dem skal man følge for at tækkes vælgerne. I hvert fald nogle af reglerne. Eller bare nogle få af dem. Når jeg nu tænker nærmere over det, så ejer vi medierne, diskussionerne i kantinerne og snakken over middagsbordene. Ud over partiets hjemmeside behøver vi vel ikke så meget.

Parrets fnisen blev afløst af bekræftende nikken i takt.

― Men vi har to små problemer tilbage, proklamerede han og holdt en endeløs kunstpause. Holger og Maria Magdalena så undersøgende på ham. De fornemmede hans behov for at formulere sig klart og utvetydigt.

― Samtlige partier hader os som pesten, fordi Borgerdemokraterne dominerer valgdebatten, og med dig som Holger kan vi måske rydde bordet og få flertal. De er rædselsslagne, og ingen kan forudsige noget som helst. Alle vil gøre deres yderste for at stoppe os. Vi må forvente, at modstanderne synker til et uhørt politisk lavpunkt i de kommende dage.

De to indså, at bare fordi Holger og Borgerdemokraterne havde folkestemningen med sig, kunne Ole Bang ikke love dem en sikker sejr.

― Og det andet lille problem, sukkede Maria Magdalena i forventning om endnu et ubehageligt perspektiv.

― Tror vi helt ærligt, at statsministeren vil finde sig i at miste sin magt?

Der blev rystet på hovedet.

― Tror vi, at han vil prøve at sabotere os?

Der blev nikket.

― Som sagt tidligere forventer jeg, at det kan blive nedrigt og ækelt.

Ole Bang havde været spindoktor for statsministeren og vidste udmærket, hvad han talte om. Forudsigelsen skulle vise sig at være en underdrivelse.