Scene 5

Hannah Mårtensen gjorde mere end normalt ud af sig selv, før Ole Bang skulle på visit. De to havde været kærester i mange måneder, og hun følte, dagen var moden til at gøre leg til alvor. Som enlig mor på livstid - sådan føltes det ind imellem - havde hun dedikeret sit liv til at give tvillingerne den bedst tænkelige opvækst. Det var lykkedes som alt andet, hun satte sig for.

Efter længere tids overvejelser havde hun besluttet sig for at ville mere end blot hyggelige biografture og venskabelig elskov med Ole Bang. Jo oftere de sås, desto vildere blev hun med den kontroversielle spindoktor, som hun og hendes tidligere chef havde haft så store problemer med langt tilbage i fortiden. Dengang i 2001, da han kørte valgkampen for Jørgen Carlsen og Liberalt Folkeparti, havde hun indædt foragtet spindoktoren.

Nu råbte hendes hjerte noget ganske andet.

Hannah gik omkring i den ydmyge 2-værelses på Nørrebro og rettede på unødvendige ting som dækservietter, et lille marokkansk bedetæppe ved døren og familiebillederne på kommoden. Hun havde lidt lækker, kold mad parat og afventede hans ankomst vel vidende, at det blev sent. Som sædvanlig havde han ikke sagt noget tidspunkt, men komme, det ville han. Den elegante kvinde stod eftertænksom ved sit lille spisebord med de utændte fyrfadslys og gennemgik sin plan.

Effektiv som altid gik Hannah Mårtensen til sine forehavender efter en mental drejebog. Belønningen for hendes ubegribelige effektivitet som chefsekretær var øgenavnet Monster Mårtensen. Ikke fordi hun brød sig om det, men det var tildelt i respekt af hendes tidligere chef, den forhenværende socialistiske toppolitiker og direktør for Finanstilsynet, Preben Lynk.

I morges var hun blevet afskediget fra vekselererfirmaet Petersen & Grund, som efter Bagmandspolitiets undersøgelser og forventede sigtelser var gået i frit fald. Hannah fik en standard opsigelse med en måneds varsel og et topmål af utak for sin tid i firmaet. Under de langvarige og intense politiafhøringer var hun ikke i stand til at kaste lys over andet end sit eget arbejde. Faktisk anede hun ikke i detaljer, hvad hendes chef havde foretaget sig.

Kriminalfolkene lagde ikke skjul på deres mistanke mod Petersen & Grunds strategiske chef, den mystiske og nu forsvundne Mariann Madsen. De ledte efter beviser for påståede insiderhandler for mange milliarder danske kroner til fordel for den amerikanske kapitalfond NS Fund. Så vidt Bagmandspolitiet kunne fastslå, uden egentlig at have beviser herfor, så havde frøken Madsen på en formentlig ulovlig måde haft sine rødlakerede negle i flere end 75 store virksomhedshandler på mindre end to år.

Bagmandspolitiet nægtede at tro, at Hannah Mårtensen som chefsekretær ikke havde indsigt i disse handler, men det havde hun altså ikke. Chefen delte aldrig detaljerne i sit virke med andre, og der fandtes ingen dokumentation overhovedet for kontorets aktiviteter. Ikke en eneste samtale med NS Fund havde sekretæren overhørt. Al kommunikation var uden undtagelse kørt krypteret og via servere placeret ukendte steder. Der var intet at finde på firmaets computer.

Til gengæld kunne Hannah Mårtensen bekræfte, at en lind strøm af topfolk fra dansk erhvervsliv havde besøgt kontoret… men det var jo en del af kontorets virke som rådgivere i investeringssager. Mange af dem havde indgået handler med udenlandske kapitalfonde. Enhver i Danmark med tv og blot den mindste interesse for politik vidste, at den iøjnefaldende blondine som privatperson havde finansieret en lang række liberalistiske aktiviteter, men det var der intet ulovligt i.

Bagmandspolitiet gjorde sig umage med ikke at blive fanget i en politisk fælde i denne insidersag. Den sociale Holger-bevægelse havde flere gange dokumenteret forbindelsen mellem overtagne firmaer og finansiel støtte til en gruppe liberalister, der forsøgte at udfordre statsministeren og regeringspartiet indefra. Påstanden var fra deres side, at NS Fund ville overtage hele Danmark via købte politikere, men det var tilladt. Mariann Madsen havde åbenbart været edderkoppen midt i spindelvævet.

Hannahs professionelle solidaritet med sin arbejdsgiver var forduftet. Ikke mindst, fordi Mariann Madsen formelt set ikke eksisterede. Det konkluderede Bagmandspolitiet, som ikke fandt oplysninger på damen. Hun havde brugt falsk navn, CPR-nummer fra en afdød og havde ingen kendt adresse. Der var ingen konti (bortset fra hemmelige på små caribiske øer), ingen lægeoplysninger - ingenting. Opgørelser fra vekselererfirmaet Petersen & Grund viste, at hun havde tjent usædvanligt store beløb i kommission på firmaovertagelser til milliarder, fordi absurde mængder finansielle transaktioner var bestilt via hendes kundekonto.

Efter mange år på Christiansborg sammen med Preben Lynk, flere år i Finanstilsynet og sidst hos Mariann Madsen vidste Hannah Mårtensen bedre end de fleste, hvordan man holder på sin viden. Bagmandspolitiet havde ikke spurgt direkte, og hun havde ikke frivilligt givet oplysninger om kontorets utraditionelle og aggressive, politiske aktiviteter. I månedsvis havde hun deltaget som sekretær i den projektgruppe, der planlagde kapitalfondenes politiske overtagelse af Danmark.

I dag var hun fyret og fri. Nu ville hun dele sandheder med kæresten.