Scene 112
Holger var tidligt oppe for at motionere sig selv og sin sorte arabiske hingst. Hesten fløj over plænerne i Fredensborg slotspark, hvor han mindedes sine sorgløse dage som nygift med Maria Magdalena. Sammen ville de ride i parken, gemme sig ved bredden af Esrom Sø, hygge sig med lækre delikatesser i Den Reserverede Have og nyde hed elskov.
Hverdagen som civil var hektisk, og det så ikke ud til at ville forandre sig. Med ekstra sikkerhedsfolk i huset kunne han dog komme ud og lufte hesten, på hvis stærke ryg han tænkte godt og klart.
Dagen ville blive afgørende for ham selv, familien og landet. Gruppens provokerende kampagne påvirkede hele samfundet, og nu skulle han lande det højtflyvende projekt med rolig og sikker hånd. Ungdommens studier i statskundskab havde ikke forberedt ham på dette, tænkte han med et bittert smil.
Den sorte hingst gik i skridt langs huset, mens han spejdede efter advarende tegn på fjendtlig aktivitet. Han hilste venligt på de to vagthavende PET-agenter, som han kendte udmærket. Holger bemærkede intet usædvanligt, satte dyret i stald og gik ind til morgenmøde med Ole Bang og Maria Magdalena. Hun nød hans dejlige duft af svedig hest, smøg sig ind til ham og spandt kærligt.
Kancellihuset var på over 1.000 kvadratmeter og umuligt at forsvare, fordi det lå frit og havde mange lave vinduer. Uden for var der anbragt bevægelsessensorer og små, lydløse alarmer. Strategien var, at ingen udefra måtte være i stand til at iagttage, hvor i bygningen familien opholdt sig. Parret kunne, hvis de følte sig truet, uset bevæge sig under taget den lange vej til dronningens del af slottet. Hvis Kancellihuset blev angrebet, skulle det være flugtvejen.
13Petersen og de to andre kommandosoldater tog situationen omkring fruens sikkerhed alvorligt og flyttede rundt på møbler, sikrede døre og sørgede for entydige gang- og flugtveje. Ubudne gæster ville være tvunget til at bevæge sig ad en rute, som sikkerhedsfolkene havde defineret. Dermed byggede de en forsvarslabyrint, som kun de selv kendte.
I dagens anledning deltog Peter Sørensen i morgenmødet.
Maria Magdalena sad og krammede Holgers hånd i nervøsitet for den forestående, politiske ekspedition. Normalt var Holger stærk og selvsikker, men selv han indrømmede aftenen før, at fugleedderkopper hærgede i hans mave. På indiansk vis havde hun forsøgt at modtage budskaber fra inkaernes Moder Jord, Pacha Mama, men der kom ingen varsler.
Sikkerhedsforanstaltningerne gik dem begge på. Kancellibygningen var ikke så hyggelig med barrikader indvendigt i huset og hvasse, vagtsomme, bevæbnede mænd omkring sig døgnet rundt. Parret kunne ikke forudsige, hvornår de igen fik et relativt normalt liv. Dengang de indledte kampagnen mod de ubehagelige, udenlandske investeringer, havde ingen af dem ventet, at de kom til at leve som fanger på et fort.
― Ok Holger, talen er lige så vigtig, som da du gav dig til kende. Reaktionerne vil være voldsomme. Målet er at udbrede vores regeringsholdning til hele samfundet. Det er nok tvivlsomt, om folk kan kapere det hele, men vi må prøve. Jeg filtrerer medierne, Peter varetager trykte medier, og du hænger på tv. Det er vist nok dig, de vil se, fastslog Bang forstilt spekulativ, og de andre kluklo.
