Scene 118

― Terningen er kastet, storsmilede Holger, efter at teknikken havde slukket for forbindelsen fra hans kontor. Partiledelsen og alle folketingsmedlemmerne var forsamlede, og de lykønskede opstemt hinanden. Flere, for ikke at sige næsten alle, havde været skeptiske over for visionen om at gøre regeringen til en professionel størrelse, og de måtte indrømme, at de var meget spændte på modtagelsen.

Fordelen ved Borgerdemokraterne var, fremhævede Ole Bang, at traditioner fra Christiansborg ikke belastede de nyvalgte politikere. Tidspunktet før åbningen af tinget måtte ikke forpasses. De fik kun dette ene vindue til en så radikal forandring. Besindige folk ville fraråde den slags, men det nybagte parti satsede. Nu eller aldrig, var mantraet under forberedelserne.

Holger sammenlignede deres vision med forbundskansler Helmut Kohls beslutning om at overtage Østtyskland i ét hug og bytte DDRs værdiløse penge med gode vesttyske D-mark i forholdet 1:1. Prisen var uberegnelig, konsekvenserne ukendte, men Kohl havde valget mellem den store beslutning i historiens kortvarige, åbne vindue eller leve med års dræbende forhandlinger med et anakronistisk Østtyskland.

Hvor de andre politikere tøvede, vidste Kohl, at han i den sag havde folkestemningen bag sig.

― Kære kolleger, nu kan I alle, bortset fra kommunikationsfolkene, lukke jeres mobiler for de kommende to timer, for Hannah har arrangeret en lækker spansk frokost nede i Admiralgade hos Los Flamincos. Det er på tide, vi fejrer vores regering og valgsejr. Måske burde vi holde en folkefest for hele landet, når Folketinget er trådt sammen. Skulle vi ikke byde hele Danmark op til dans, foreslog Holger.

Åh nej, tænkte Hannah, det har jeg altså ikke tid til lige nu …