Scene 119
Ikke overraskende hejste Morgenavisen på lederplads sit altid advarende flag.
Holgers borgerdemokrater mener tilsyneladende, at folkestyret er deres legeplads. At gøre en royal, politisk opkomling til statsminister uden sæde i Folketinget sammen med en regering af ministre udpeget på hitlister er topmål af despekt for danske traditioner og politisk historie.
Var prinsen alene om dette, måtte vi forsøge at få ham indlagt som politisk utilregnelig, men nu er han sammensværget med en busfuld andre folkevalgte og en folkemængde, hvis antal er uden sidestykke i dansk politik. Morgenavisen kan kun konstatere, at Borgerdemokraterne er et tidsalderssyndrom, der forhåbentlig snart findes et middel imod.
Med fare for at fremmedgøre os over for nogle af vores trofaste læsere må denne avis mane til besindighed og foreslå Holger, nu da tinget skal samles, at tage sig en kold, politisk tyrker og se at få læst et par historiebøger om dansk politik.
Vi frygter, at Holger snart har gjort Folkestyret til et computerspil.






