Scene 122

Skumringen var indtrådt og staben gået til deres private kvarterer, da sikkerhedsfolkene via de installerede sensorsystemer iagttog mistænkelige bevægelser på begge sider af bygningen. Først kontaktede de PET-agenterne, men fik ikke svar, hvilket fik Holger og de tre andre til at trække og afsikre deres våben og gøre sig rede på deres aftalte pladser. Maria Magdalena og Lilleprinsen blev sendt i sikkerhed midt i bygningen, og de fire mænd omringede rummet.

To dumpe brag, et i hver ende af huset, smadrede de fleste ruder. Folkene holdt sig i ro. Alle fire var opmærksomme på, at modstanderne kom fra begge ender af bygningen, fordi de ikke vidste, hvor beboerne opholdt sig. Holger tilsluttede nødbelysning, så angriberne ikke kunne gemme sig.

Holger og 13Petersen udvekslede et sigende blik, da hidsig ildkamp med automatvåben begyndte i den modsatte ende af huset. Angriberne var overraskede over det effektive forsvar, og brugte håndgranater mod de to kommandosoldater. Da skyderiet ophørte, vidste Holger og 13Petersen, at de var alene tilbage.

Lilleprinsen klynkede, og Maria forsøgte at holde ham stille i et tæppe. På et tegn slukkede Holger lyset, og 13Petersen sneg sig lydløst på de ægte tæpper gennem sin labyrint mod stedet, hvor håndgranaterne var sprunget. Et par rum nede i huset vejrede han to mænd i mørket.

Uden at tøve dræbte kæmpen dem næsten lydløst med sin krumme khukri ghurka-kniv. Han undersøgte lynhurtigt begge for kommunikationsudstyr, men fandt sært nok hverken det, gasmaske eller mørkekampudstyr. Modstanderen var ikke ordentligt forberedt til kamp. Derefter smed han ligene ovenpå hinanden midt på gangen som advarsel til eventuelle andre fjender. Der kom ingen lyd fra de to faldne venner, og han tog sig ikke tid til at undersøge situationen. Petersen gik ud fra, at de var døde.

Oversprøjtet med blod bevægede han sig lydløst tilbage til Holger og Maria Magdalena. Med tommelfingeren gav han tegn om, at han selv var uskadt. Petersen signalerede til Holger, at de hellere måtte bevæge sig den modsatte vej for at komme nærmere flugtruten under taget. De gik langsomt i kolonne med Maria og Lilleprinsen 10 meter bagude. I det mørke hus brugte de deres sanser intenst for at fornemme fjender.

Pludselig kom der ild fra automatvåben fra begge sider af huset som for at afskære dem vejen. Holger hørte, at der var fire våben. De beordrede Maria ned på gulvet tæt på en stor sofa og sneg sig til hver sin side af huset. Trænede som skarpskytter brugte de ikke våben på automatik. Holger aktiverede lasersigtet på sin Beretta Px4 pistol, ventede til han havde en modstander i syne og dræbte ham med et enkelt skud i panden. Manden faldt om uden en lyd, og hans fæller fandt ikke ud af, hvor præcis Holger var. Endnu én blev ramt i benet og faldt jamrende om.

Langsomt sneg de tre og babyen sig mod den skjulte stige til loftet uden at møde modstand. Maria blev sendt op på loftet med besked om at søge mod den fjerneste ende af slottet og gemme sig. Angriberne ville ikke have tid til at gennemsøge hele slottet. Hjælp fra Livgarden og politiet måtte være på vej. Hvor fanden var PET?

Da de to således stod tilbage i bygningen uden Maria bag sig, gav Holger tegn til, at de skulle glide ud ad vinduerne på hver sin side. Han spændte sit knivhylster fast på venstre overarm, mens de to venner hilste farvel med lydløse håndbevægelser. 13Petersen stillede sig først spejdende ved vindueskarmen for at dække for Holger. Bagefter smuttede kæmpen uset ud ad et smadret vindue på modsat side, hvor der kun var åben græsplæne.

Natten var måneløs, og kun stjernerne lyste op. Holger håbede, at angriberne ikke brugte mørkekampudstyr, for så var han færdig. Han bevægede sig med skudklar pistol i hånden over græsset. Instinktet fortalte ham, at angriberne var væk eller gemte sig, men han turde ikke bevæge sig hurtigt. Fra den anden side af huset lød et dødsskrig. Petersen skriger ikke, hvis han dør, tænkte Holger.

Lige efter skriget skimtede han en nervøs håndbevægelse i mørket og gled tættere på. En mand forsøgte at skjule sig, og Holger fornemmede frygt i luften. Måske var det den sårede? Angriberne havde ikke ventet aktiv modstand og var ude af balance. Han placerede langsomt sin Beretta i hylstret på højre lænd og med en glidende bevægelse for ikke at advare manden tog han sin kniv ud af hylstret og kastede den med stor styrke mod ham. Gennemboret i hjertet klaskede manden døende sammen.

Overrasket hørte Holger lyde af kamp for enden af huset, men det var af brydekamp … pludselig udstødte Lilleprinsen et hyl, og øjeblikkeligt forstod han, at Maria Magdalena og barnet var blevet fanget på loftet. Med en rasende ed spurtede han om hjørnet for kun at se hende blive slæbt af sted mod en bil to hundrede meter væk. Hun gjorde vild modstand og fik et par hårde slag, mens de proppede hende sprællende ind på bagsædet. Petersen var ingen steder at se.

Holger spurtede over til stalden og hev sin hingst ud ad båsen. Hesten halede ind på bortførerne, hvis bil speedede op. Han nåede op på siden af køretøjet og tømte pistolens magasin mod dens dæk. Ilden blev besvaret. Selv da den sorte bil var uden for skudvidde, fortsatte han jagten.