Scene 124

Få denne scene læst op: 

Blå blink fra politibiler dominerede indfaldsveje og centrale punkter landet over. Rundt om kørte militærbiler med gravalvorlige soldater på ladet, som om hele forsvaret var mobiliseret. Censorer dukkede op på medierne, hvor de blev mødt med voldsom modvilje. Journalister og teknikere nedlagde arbejdet i protest mod indgrebet, som de fik at vide var lovligt og af hensyn til dem selv.

Traditionen tro for danske medier varede proteststrejken kun en enkelt dag.

Enhver forstod, at blodbadet på Fredensborg Slot var en katastrofe, men argumentet om at statens sikkerhed var truet af ukendte terrorister, havde folk svært ved at sluge. Web-siden borgerdemokraterne.dk blev gjort usynlig af myndighederne som et potentielt konfliktsamlende sted. Partikontoret blev ”for partiets egen skyld” forseglet.

Politiet havde endnu ikke identificeret terroristerne. Af sikkerhedsgrunde og for ikke at kompromittere hemmelige, internationale undersøgelser, som det hed, fik offentligheden ikke lov at se fotos af de døde. Politiets begrundede teori var, at angriberne kom fra en ukendt, sydamerikansk gruppe, som ville have fat i Maria Magdalena. Der kom ingen officiel forklaring på, hvorfor det udgjorde en trussel mod Danmark.

Af mangel på pålidelige medier eksploderede blogverdenen, og folk begyndte at e-maile den ene mere vilde påstand og teori efter den anden til venner. Myndighederne anede ikke, at der fandtes steder som overskrift.dk der indsamlede alle blogindlæg om nødretten og Holger, straks folk skrev noget. En gigantisk, bekymret konversation opstod bag ryggen på de uvidende censorer.

Som i andre politistater gik også journalister i gang med at sprede de budskaber online, som de ikke på grund af censuren kunne komme af med ad sædvanlige kanaler.

Hen på eftermiddagen indså myndighederne, at de måtte kommunikere bedre, og de bad derfor den tidligere indenrigsminister om at give et interview til en udvalgt journalist fra Forsvarskommandoen. I Radionyhederne lød interviewet således:


― Statsminister, er der ro i landet efter disse ulykkelige begivenheder?

― Ja, det er der. Danskerne har reageret roligt og forstår nødvendigheden af at indføre nødret, for den slags gør vi jo ikke uden videre. Vores kolleger i EU har fuld forståelse for de skridt, vi har taget og lader os vide, at de håber, varigheden bliver kort. Selvsagt, det gør vi også.

― Hvorfor er det nødvendigt at begrænse mediernes omtale af dramaet på Fredensborg Slot?

― Jamen, vi kan jo ikke risikere, at terroristerne får nys om ting, som de ikke bør vide. De hører jo også radio og ser tv.

― Vil det sige, at myndighederne mener, terroristerne stadig er i landet og i øvrigt forstår dansk?

― Det ved man jo ikke, men man kan aldrig vide, vel? Hvad nu hvis de har danske medsammensvorne? Et eller andet sted gemmer de jo den bortførte Maria Magdalena Glücksborg.

― De mener altså, at hun befinder sig her i landet?

― Ikke nødvendigvis, men vi har ikke konstateret noget forsøg på at smugle den bortførte kvinde ud ad landet.

― Er grænserne lukket, for eksempel grænsen til Tyskland?

― Nej, det har vi slet ikke kapacitet til, men vi har skærpet overvågningen af grænsen, Øresundsbroen og lufthavnene for at kunne fange de skyldige.

― Er der noget nyt om Holger?

― Nej, han er fuldstændig forsvundet efter den omtalte ridetur … øh, forfølgelse af bortførernes bil. Vi vil gerne i kontakt med ham. Holger skal bare møde op på den nærmeste politistation, så tager vi os af resten derfra.

― Tror De, at der er tilstødt Holger Glücksborg noget?

― Sammenstødet var jo ret voldsomt, måske er han såret. Vi ved det ikke sikkert, men vi har i hvert fald ikke fundet blodspor efter ham.

― Hvorfor skjuler Holger sig?

― Ja, det forstår jeg heller ikke, hvis han altså gør det. Nu blev hans husstand jo angrebet, og før vi har snakket med ham, kan vi ikke vurdere, om al den vold var nødvendig. Han kan jo også vandre omkring med et traume efter bortførelsen af hans kone. Personligt er jeg nu ret forundret over, at en almindelig borger har sit hus sikret med interne forsvarsværker og fyldt med svært bevæbnede, kampklare elitesoldater. Selvfølgelig kan jeg ikke her og nu vurdere, om husstanden har haft ulovlige våben i sin besiddelse, eller hvem der har forårsaget den alvorlige skade på statens ejendom, det er jo et fint gammelt slot, men vi vil jo allerhelst gerne vide, at Holger og ikke mindst hans søde kone er i sikkerhed.

― Hvad er der sket med den sårede vagt, hr. Petersen?

― Jægerofficer Petersen er indtil videre tilbageholdt. Så vidt vi forstår, har han, groft sagt, med de bare næver dræbt tre af terroristerne. Den slags er ikke lovligt, jeg mener, manden er uddannet til den slags, men det er jo ikke meningen, at han skal gå rundt og gøre det her til lands. Myndighederne ville gerne have haft overlevende at afhøre.

― Vil De sige noget om, hvornår nødretten kan ophæves?

― Jamen det afhænger jo en del af Holger Glücksborg, så længe han er på …øh, så længe vi ikke har kastet lys over situationen ved hjælp af hans udsagn, sker det nok ikke. Han er også personligt ansvarlig for to af de fremmedes voldsomme død. Det var også meningen, at Folketinget skulle træde sammen, men det kan det jo ikke, hvis der ikke er klarhed over alle disse ting.

― Hvad sker der, hvis eller snarere når Holger Glücksborg dukker op?

― Politiets efterforskning kræver nok, at vi tager ham i forvaring en tid, mest for hans egen sikkerheds skyld.


Bagefter frigav de et foto af 13Petersen med et blødende hak i panden, smurt ind i sine modstanderes blod og bærende Lilleprinsen på armen og et automatvåben i næven. Kæmpen lignede et monster, der let kunne kvase den spæde tronarving.