Scene 127
Admiral Thomas Jespersen var en mand af karrieren, som havde gjort sig fortjent til sin stilling som leder af Danmarks forsvar ad bureaukratiske kanaler. Han var udpeget af statsminister Jørgen Carlsen personligt. På hans CV var der ingen kamptjeneste i Irak eller Afghanistan.
Thomas Jespersen traf sin beslutning om at indføre nødret i landet efter at have hørt logens ytringer på Dragsholm Slot. Den politiske udvikling var kørt af sporet, og ikke mindst var der terrortruslen fra udlandet, forklarede han sin kone og deres tre, kritiske teenagebørn. Det var hans pligt, mente han.
Admiralen var kendt for sin udprægede pertentlighed. Tingene skulle være i orden og ikke mindst rene. Inspireret af japansk kultur brugte han normalt tynde, hvide bomuldshandsker, når han var uden for sit propre hjem. Konen sørgede for desinficeringen af hjemmet og havde så rigeligt hænderne fulde for at leve op til hans strikse normer.
Nu var der ingen manual for at tage magten i landet, men han syntes selv, at det gik udmærket. Han var jo ingen ond diktator, som ville udsuge befolkningen. Thomas Jespersen var forsvarschef, og som sådan havde han visse forpligtelser. Helt tryg var han dog ikke ved Holger.
Hvis der var nogen, admiralen hadede, administrativt naturligvis, var det medlemmerne af specialtropperne, der følte det, som kunne de gå på vandet. Fra top til bund havde både jægerne og frømændene en selvforståelse, der rakte langt ud over militær korrekthed. Altså set i et bureaukratisk perspektiv. Og nu var der så denne prins, som Gud hjælpe mig var begge dele.
Prinsen havde vist til fulde, at han ville magten i Danmark, og at rollen som konge ikke var nok. Inderst inde mente Thomas Jespersen, at Holger var farlig både for demokratiet, monarkiet og danske traditioner. Nu var forsvarschefen i færd med at gøre noget ved problemet.
