Scene 129
Som erfaren, royal libertiner havde Holger safehouses flere steder i landet, hvor han kunne bringe kvinder til hede hyrdetimer. Det var dengang, en køn del af befolkningen drømte om at blive dronning og ivrigt lagde billet ind. Han opsøgte en adresse i København, kodeordet til låsen virkede, og døren åbnede sig til en velmøbleret lejlighed, som en udstationeret diplomat sjældent benyttede.
Under en natlig spadseretur efterlod Ole Bang og Hannah Mårtensen en pose med kontanter, en sandwich og to brugte mobiltelefoner i en nærliggende affaldsspand. Alle gruppens bevægelser blev koordineret via internet, så skygger fra PET aldrig så dem sammen. Holger eksisterede ikke noget sted, fordi hans liv var i fare.
Ole Bang og Holger forsøgte at vurdere, hvornår og hvordan de skulle forsøge at vælte nødretten.
Først handlede det om Maria, og den eneste kilde, som Holger turde stole på, var PET-chefen. Hun modtog næste formiddag en SMS, hvor der blot stod ”samme sted kl. 13:00” H. Laura Bøge var lyksalig over at være den første, som Holger kontaktede og undlod at fortælle nogen, end ikke sin nærmeste stab, hvad hun havde for. Politimesteren drog til Amager Strandpark.
En skjult mobiltelefon ringede gemt under den bænk, hvor hun ventede. Hun tog den og svarede ”Ja”.
― Noget nyt om Maria Magdalena, spurgte den velkendte stemme.
― Holger, hvor er du, ingen gemmelege nu, please, udbrød hun bønfaldende.
― Noget nyt om Maria, gentog stemmen insisterende.
― Nej, sukkede hun.
― Hun er i Danmark, ikke?
― Ved ikke, svarede PET-chefen ærligt.
― Hvem forsøgte at dræbe mig?
Laura Bøge indså, at han mente at have gennemskuet situationen og ville handle derefter.
― Holger, drag ikke forhastede konklusioner. Det kan skade.
― Hvis ikke Maria er uskadt tilbage hurtigt, bliver jeg meget vred, og nogen kommer til at betale en høj regning.
― Holger, pas på. De har dig på anvendelse af dødelig vold under skærpende omstændigheder og ulovlig våbenbesiddelse, fordi du ikke var indsat som statsminister. Hvis de vil, kan de putte dig i et bur i 10 år. Pas på.
― Er der udlændinge involveret?
― Ikke så vidt jeg ved.
― Laura, hvorfor er de bange for demokratiet?
― Det er de ikke, de er bange for forandring.
― Hvem er de?
― Det ved jeg ikke.
Forbindelse blev afbrudt, og hun stod tilbage med et finurligt smil og stirrede på en skrammet og udslidt mobiltelefon. Med en hovedrysten svingede politimesteren armen, og kastede telefonen så langt ud i Øresund, som hun kunne. Fornøjet gik hun tilbage til sin bil.
