Scene 130

Sent på aftenen ringede telefonen på Mariann Madsens værelse. Ingen ringede til hende, ingen udover Teodor vidste, hun var der, hun havde ingen venner, der var ingen aktive forretninger, politiet havde hun ordnet … opkaldet var sikkert fra en håbefuld, småfordrukken liderbuk i nylonskjorte fra restauranten, sukkede hun og tog den dovent uden at svare.

― Frøken Madsen, der er uanmeldt besøg, lød en pæn herrestemme.

― Og hvem måtte denne uventede og hemmelighedsfulde gæst mon være, drævede hun påtaget kælent.

― En herre af ædel byrd.

― Hvor ædel, om man må spørge?

― Findes ikke ædlere, madame, svarede stemmen.

― Ok, hvis du er Holger, så kom op, ellers fald død om.

Mariann rejste sig langsomt, smøg sig hen til spejlet og så kritisk i det. Hun rettede på den vildt udslåede hørmanke, arrangerede sin sart lysegrønne silkekåbe fortil, men ikke for stramt, og bandt bæltet om sin smalle midje over og under de svungne former med en løs sløjfe. Kvinden i hende vrikkede tilfreds med hofterne, og hun lyttede afventende mod døren.

En svag banken hørtes.

― Kom bare ind, kaldte hun og lænede sig barfodet og afventende tilbage på dobbeltsengen som en diva. Hendes rødlakerede finger- og tånegle strålede i kontrast til det hvide sengetøj.

Manden kom ind, lukkede og låste døren efter sig med ryggen til hende. Han vendte sig om, og det gippede i hende. Mariann Madsen havde aldrig været nær Holger, og ingen havde advaret hende imod hans særlige udstråling. Kvinden i hende blev kælen og businessdelen fik en adrenalinindsprøjtning.

Hun rejste sig og stod høj og rank foran ham. Holger gik de få skridt hen imod hende, og for en sjælden gangs skyld følte hun sig hverken højere, stærkere eller lækrere end sin modpart. Manden udstrålede en forvirrende blanding af kær blødhed og en intens farlighed. Som enhver anden i landet vidste hun, at han to dage før havde dræbt mindst to mænd.

Han rakte hånden frem til goddag, og hun studerede den nysgerrigt, før hun greb den nærmest ærbødigt. Mariann var småfortumlet over sin egen reaktion på sit første møde med denne ikke særligt høje mand, der bar sig som en konge. Hendes vagina skreg fugtige budskaber til hende, som hun uden held afviste ved at klemme lårene sammen.

― Hvad kan jeg tjene dig med, spurgte hun i et tonefald, som kunne han få hvad som helst hos hende.

― Et glas vand, tak, svarede Holger med et venligt smil.

Akavet gled hun lidt for tæt forbi ham og hen til minibaren, snuppede en grøn flaske Perrier og to glas. Hun åbnede den, skænkede for dem begge og bød ham et glas. Stående over for hinanden drak de begge.

Med hånden inviterede hun ind i sin stue. Han gik først. På vejen de få skridt til lokalet smuttede hun lynhurtigt to fingre op i sit fugtige skød og lagde en sart duft af kvinde som parfume bag begge ører. De satte sig over for hinanden i hver sin lave lænestol, men sagde i lang tid ikke en lyd.

― Det er foruroligende at møde dig, sagde han ligefremt. Du står for alt det, jeg har viet mit liv til at bekæmpe.

― I lige måde, svarede hun.

Efter endnu en stilhed fortsatte han:

― ”Det officielle Danmarks” kup mod folkestyret skal stoppes. Du og jeg ønsker dette land skal gå hver sin vej, men det, som sker lige nu, er det værst tænkelige. Vi må bekæmpe det sammen.

― Hvad ønsker du af mig?

― Jeg ønsker at genskabe retssamfundet. Din indflydelse over Teodor Severinsen er velkendt. Hvis du får Teodor til at kontakte alle folkevalgte fra Liberalt Folkeparti og Højrepartiet om opgaven, så tager Borgerdemokraterne sig af de to andre partier.

Forundret så hun undersøgende på ham og indså, at han var dukket uanmeldt op på hendes hotelværelse for blankt at opfordre hende til at være med til at redde demokratiet, så de kunne fortsætte deres magtkamp om Danmark. Hun lyttede uden kommentarer til hans ord.

― Jeg vil forsøge mit bedste, Holger.

Han så strengt og direkte på hende med lidt rynkede øjenbryn …

― Med det mener jeg, at det vil ske, sagde hun i et tonefald, der ikke efterlod nogen tvivl om hendes fornemmelse for sin egen magt over tingene. Han nikkede taknemmeligt og rejste sig for at gå. De udvekslede mobilnumre, e-mail adresser og en besked om, at Hannah Mårtensen ville kontakte hende dagen efter.

― Hannah kender jeg. Du er heldig.

Da de stod ved døren, sagde hun ærligt:

― Jeg er oprigtigt ked af det med din kone, Maria, Hun må være noget særligt. Det ville glæde mig at møde hende en dag.

Holger smilede og så både lykkelig og ulykkelig ud på én gang.

Mariann Madsen gav ham hånd med udstrakt arm og klemte den med samme fasthed, som han. Derefter gav hun Holger et varmt, kropsnært knus. Hun sagde lavmælt, idet han forlod rummet:

― Havde vi mødtes tidligere, var jeg blevet din kvinde.