Scene 131

Få denne scene læst op: 

Internethajen Tiburón fik via de koordinater, Maria ”DiGi” Magdalena havde opgivet før sin bortførelse, kontakt til hendes partner ZoZa. Nyheden var oprørende, og den fremmede i cyberspace lovede at kontakte familien i Bolivia.

― Så nu er det krig?

― Ser ud til det. Vi får brug for alle ressourcer om en uge, meddelte han.

― Det vil ske, som du ønsker det. Mit net er stort lige nu og kan blive større. Send besked om særlige behov.

― Kan du komme ind her, skrev Tiburón og gav hende en række internetadresser.

Efter en stund vendte hun tilbage …

― De servere er farlige … banker, myndigheder, politi og militær. Er du sikker på, at I vil derhen?

― Måske bliver det ikke nødvendigt.

― Ok, det er jeres krig. For DiGi gør jeg hvad som helst.

Hannah Mårtensen modtog en meddelelse om, at de centrale dele af projekt ”Ragnarok” var på plads, og at de kunne gå i gang med det praktiske.

Da Hannah Mårtensen samme morgen troppede op hos sin tidligere chef Mariann Madsen, sporede hun dårligt nok personlig genkendelse. Ingen synlig vrede, ingen bitterhed, ingen småsnak, kun business … instruktioner blev overgivet på vegne af Holger, og sådan var det. Efter et par opklarende spørgsmål var besvaret, forlod Hannah hotellet, og den anden kvinde gik i gang med at organisere sig med Teodor Severinsen, der gik i gang med at organisere sig med Soffi Hermansen, som gik i gang med sine folk og så videre.