Scene 132

Den tidligere indenrigsminister og kronprins i Liberalt Folkeparti havde fået et hak i sin overvægtige selvtillid, da vælgerne brutalt kastede ham på bålet ved at fratage ham deres tusinder af personlige stemmer. Altid havde han været stemmesluger nummer to i partiet, men krisen omkring Holger havde kostet ham en glorværdig afslutning på livskarrieren.

Modstanden i hans demokratiske sjæl mod at blive nødrettens statsminister var svag, fordi han godt kunne se, at den var helt gal med Holger, rigsretssag og invasion af terrorister fra fremmede nationer. De kunne jo, teoretisk set, være muslimer, havde efterretningstjenesten sagt.

Som livslang væbner og fikser for Jørgen Carlsen havde han samme tankesæt som sin store læremester. At vennen pludselig henlå i koma betød, at en anden måtte hæve faklen for det gamle parti. Han havde jo kontakterne i baglandet, og hvis Holger forsvandt, ville partiet stå stærkt efter et nyvalg.

Så mens han bar kasketten som reel partileder, gik han i gang med at manøvrere sig frem mod et hurtigt årsmøde, og hvem ved, måske en kåring som partiets statsministerkandidat og leder, pralede han over for sin elskerinde. Gang på gang sagde han internt, at stående over for en krise som nu, måtte partiet søge tilbage til sine rødder.

Deri var Teodor Severinsen enig, men de var inderst inde ikke enige om hvilke rødder.

― Jeg har fået en god idé, sagde Teodor Severinsen til ministeren. ― Lad os samle den nyvalgte folketingsgruppe for at forberede dem på den kommende tid. Som tingene er nu, må vi stå skulder ved skulder i Liberalt Folkeparti. Den nødret må jo høre op en dag.

― Ja, jeg har jo tænkt en del på arvefølgen i partiet, svarede ministeren eftertænksomt. ― Og du har jo mange støtter i din kreds, om jeg så må sige. Hvad om vi, mine gamle rotter og jer unge løver, finder en fælles mere liberal platform. Liberalismen er jo alles rod. Hvad siger du til det?

Teodor Severinsen tænkte, at han hellere åd kold øllebrød og bollede en grim hund hver dag til sine dages ende, end at skulle have noget at gøre med den fordrukne, lalleidiotiske narrerøv over for sig. Han svarede:

― Det synes jeg lyder som en udstrakt fredspibe, og bare fordi Jørgen og jeg ikke kunne så godt sammen på det sidste, betyder det jo ikke, at vi to ikke kan gå i spand, vel? Men hvad mener du om arvefølgen i partiet?

Den snu minister vidste godt, at Teodor gerne ville selv, men nok ikke var parat endnu til det store partilederansvar.

― Mon ikke baglandet vil føle sig tryg ved mig. Nu har jeg jo været næstformand i årevis, gruppeleder og sekretariatsleder og så videre, så mon ikke jeg er et oplagt valg? Men hvad med dig selv? Du interesserer dig meget for erhvervslivet. Var det noget at begynde som erhvervsminister og måske som næstformand? Personligt synes jeg, at dine strålende valgresultater gør dig mere end fortjent til det.

De to politikere gav håndslag på deres aftale, fik en tyk sjus og blev enige om, at Teodor Severinsen med ministerens støtte kunne indlede politiske sonderinger med folketingsgruppen.