Scene 133

Få denne scene læst op: 

Holger var stærkt hæmmet i sine muligheder for at lede efter Maria Magdalena og handicappet af visheden om 13Petersens fængsling og på grund af nødretten indtil videre uden adgang til advokathjælp eller dommer. Den danske terrorlov giver myndighederne, for eksempel statsministeren, lov til at suspendere Grundloven på grund af trusler.

Han var dybt foruroliget. Egypten havde efter mordet på præsident Anwar Sadat indført lignende regler og suspenderet parlamentet, og nu 25 år senere havde myndighederne stadig ikke genindkaldt det. Placeret midt i EU tvivlede han dog på, at naboerne ville tolerere et langvarigt dansk diktatur, men hvordan var det nu gået med Spanien, Portugal og Grækenland?

Europa viste ikke hastværk med at fjerne sine diktaturer, men det var selvfølgelig før EU. Når nu Europa havde vedtaget terrorlove efter amerikansk model, så kunne Danmark jo blive et interessant levende eksperiment for de andre. Efter mange års studier af international politik var hans forventning, at nabolandene ville være opportunistisk forsigtige. De ville se tiden an og senere være ude af stand til at blive enige.

Mistanken om at angriberne af Fredensborg Slot var danskere, nagede Holger. Forsigtigt bad han venner fra picnic-klubben i de forskellige værn vejre, om der var meldt om pludselige dødsfald uden forklaringer. Dybt inde i forsvarssystemet begyndte officersvenner at søge i databaserne efter spor. Som tidligere underviser på Forsvarsakademiet havde han et par gode ideer til steder, man burde checke nøje.

Hannah Mårtensen fortsatte sin rundtur til nøglepersoner i Ragnarok, som skulle hyres, rekrutteres eller advares. Turen kom også til dronningen, som utilfreds ventede på nyheder om sin familie. Dronningen havde overtaget rollen som babysitter for Lilleprinsen, som havde godt af forkælede dage med sin milde og tålmodige bedstemor. Hannah blev uformelt vinket ud på en af de lange gange, hvor de kunne tale frit.

― Er han i live?

― Ja.

― Såret?

― Nej.

― Kæmper han?

― Som altid, Deres Majestæt.

― Åh, drop det der, du er familie nu. Dronningen greb Hannah og gav hende et knus.

― Jeg er så rasende over, at jeg ikke kan gøre noget mod det her uvæsen … jeg er isoleret. Regenten knaldede håndfladen hårdt ind i væggen.

― Det kan De godt.

― DU, min pige, du og jeg er dus … men hvad kan en arrig, gammel dronning gøre? De har annulleret Grundloven.

Hannah Mårtensen tog et dokument frem af sin lille håndtaske.

― Her er en fortrolig liste over ting. Det hele skal være parat søndag nat. Intet må gå galt. Ingen må se den liste. Sæt det i gang som en ordre, ingen forklaringer til nogen som helst. Vi skal holde en fest.

Dronningen så sigende på Hannah, stak listen ind på brystet, og sagde med et skævt smil:

― Hér er der ingen, udover min søde professor, der tør lede. Og hvis de sender hæren, sluger jeg den … altså listen, udbrød hun med tårer i øjnene. ― Tak for, at jeg får lov til at hjælpe.