Scene 135
Borgerdemokraterne fulgte ledelsens strategi, og Ole Bang hamrede løs med sit spin via internet. Han havde så mange identiteter, at det krævede et større bogholderi at holde styr på navne, kodeord, indlæg, datoer … men indsatsen virkede. Dag efter dag piskede han stemningen i blogosfæren op til negative angreb på nødretten. Ude blandt samfundets støtter blev der lagt mærke til det "stille” oprør.
I løbet af ugen ændrede budskaberne sig til ”find Holger” efterfulgt af spekulationer om, at han var såret, arresteret, fanget, myrdet og med højtråbende krav om information. Ministeren og myndighederne meddelte, at der intet nyt var, og ingen troede en døjt på dem. Havde de måske ikke lukket borgerdemokraterne.dk.
Sidst på ugen skiftede Ole Bang sats i sin spinsymfoni. Folkestemningen, hver mands snak ved frokosten, i cafeerne og i omklædningsrummene kom til at genlyde af en fornemmelse af, at Holger ventede et sted derude, og det ville de også.
”Holger, før an” blev et slogan, som dukkede op mange steder. Spindoktorens strategi var at skabe en million lunter og lade Holger tænde dem alle på een gang.
I nødretsledelsen voksede usikkerheden. Forsvarschefen indkaldte sin inderkreds fra værnene, Forsvarets Efterretningstjeneste, Rigspolitiet, Ordenspolitiet, chefen for PET og ikke mindst den midlertidige statsminister, justitsministeren og præsidenten for Højesteret.
― Vi kører fast, hvis ikke der præsenteres levende terrorister, informationer om de døde eller Holger. Det her kan ikke fortsætte. Befolkningen mener, det hele er en løgn for at fjerne Borgerdemokraterne, udtalte chefen for Ordenspolitiet. ― Alle vegne, vi kommer, skuler folk hadefuldt til os. Får vi ingen beviser for det onde, bliver vi selv de onde.
― Vi har intet om terroristerne, ingen DNA-identifikation eller noget som helst af den slags. Interpol giver ikke noget, FBI heller ikke. Det er ligesom, de mænd aldrig har eksisteret i noget kriminelt eller militært system, sagde Rigspolitichefen. ― Min konklusion er, at deres data enten er slettet af en meget sofistikeret efterretningstjeneste, eller de er danskere, og at angrebet er orkestreret her. Lad os frigive fotos af dem.
Forsvarschefen brød ind, støttet af sin efterretningschef og sagde, at det måtte vente i hvert fald en uge, indtil de sidste internationale undersøgelser var afsluttet. Lige nu drejede det sig kun om ”utilfredshed” i befolkningen. ― Hvis terroristerne viste sig at være fra en venligsindet nation, kunne det medføre en pinlig, international tillidskrise.
― Jamen, er det ikke helt naturligt, forsøgte Laura Bøge sig. ― Folk lægger to og to sammen. Hvad med lidt ærlighed, hvis vi skal løse problemerne? Findes der selverkendelse her i gruppen? Måske er nødretten en historisk fejltagelse?
― Hvor er Maria Magdalena, fortsatte højesteretspræsidenten.
Ingen vidste det.
― Hvor er Holger?
Ingen vidste det.
― Hvad i himlens navn får I jeres løn for, undrede han sig hovedrystende.
Den fungerende statsminister luftede sin afgrundsdybe frygt for sin politiske modstander:
― Er der nogen, som husker et år tilbage? Er der ikke bare én her, der husker, hvordan Holger anonymt lagde landet øde, fordi statsminister Jørgen Carlsen talte dårligt om ham på tv? Måske har han os i sigtekornet i dette øjeblik. Skiderikken pløkkede for fanden en terrorist med et enkelt skud mellem øjnene i mørke. Holger har gang i noget. Jeg ved det. Jeg ved det bare. Hvad er det?
Laura Bøge havde ingen krystalkugle og kunne ikke se ind i fremtiden. Hun havde kvalme over nødretten døgnet rundt. Hendes indsigt i det politiske spil fortalte hende, at lovgivningen og hendes PET blev misbrugt til at stoppe Holger. At prinsen var derude, svært bevæbnet og særdeles farlig, gjorde hende overraskende nok fortrøstningsfuld.
― Det hedder stilhed før orkanen, og ingen ved, hvor den går i land, filosoferede Laura Bøge. ― Men tro mig, den kommer…
