Scene 137
Forsvarschefen var rasende, fordi ingenting fungerede:
― Det er det, jeg altid har sagt. Den prins er en gal folkeforfører, en forhekset kupmager … hvad fanden foregår der? Han kan sgu da ikke slukke for hele det danske forsvar, som det passer ham. Holger er en farlig kommunisthacker, er han. Skaf mig FE. Skaf mig PET. Skaf mig bestyrelsesformanden i TDC. Jeg vil have det her stoppet.
Telefonen på bordet ringede. Det var Laura Bøge:
― Mente at du gerne vil vide, hvad der sker. Folketinget er samlet i Riddersalen på Amalienborg, og de er ved at godkende deres eget valg. Hele landet kan se det live på storskærme og på internet. Der må være 100.000 mennesker omkring Amalienborg lige nu. Journalisterne på radio, tv og aviserne har korporligt smidt censorerne ud og er i færd med at broadcaste og trykke nyhederne. Måske skulle du tænde for dit tv, sagde PET chefen fladt med århundredets underdrivelse.
Da forsvarschef Thomas Jespersen fik en skærm foran sig, så han kameraet panorere over et rum proppet med alle de folkevalgte. Ved siden af Folketingets nyvalgte formand sad dronningen og så ud til at hygge sig.
― Min første opgave er at bede det høje ting bekræfte, at det er lovligt valgt, og folkets stemmer fordelt retfærdigt. Der er ingen klager over valgets afvikling, idet borgergruppen i København har trukket deres tilbage. Tinget kan således gå direkte til afstemning. Alle der stemmer for, rækker hånden op.
Det gjorde alle, og kameraet dokumenterede det.
I den mest uformelle ceremoni af sin art i dansk historie stillede 53 nyvalgte folketingsmedlemmer sig i kø for én efter én højlydt at love at overholde Grundloven og underskrive samme. De gamle medlemmer af tinget hujede og klappede glade, og det samme gjorde folkemængderne ved storskærmene. Ude i landet ved videomobiltelefoner, ved computerskærme, ved radio- og tv-apparater var folk rørte over begivenheden, hvor de folkevalgte generobrede magten over Danmark.
Iklædt et kæmpe sejrssmil proklamerede formanden, at Borgerdemokraterne agtede at danne regering, og at statsministeren gerne ville sige et par ord. Indtil dette tidspunkt havde ingen set eller hørt noget til Holger Glücksborg, og politikerne havde tvivlet på, om han overhovedet befandt sig i palæet. Men det gjorde han.
Døren til Riddersalen åbnedes, og ind trådte Holger, frisk, flot og fit i et elegant kongeblåt jakkesæt og brystet prydet af Elefantordenens strålende stjerne og Dannebrogsordenens Storkommandørkors. Efter ham fulgte en række på 19 personer, 13 kvinder og seks mænd, hans regering. Statsministeren gik hen til formanden og dronningen, hvis hånd han galant kyssede.
Telefonen ringede. Det var Laura Bøge igen:
― Kan du se showet?
Forsvarschefen svarede med et hult støn fra bunden af sin forpinte sjæl.
― Jeg har etableret en forbindelse til teknikerne på Amalienborg, eller hvor de nu gemmer sig. Helt ærligt kunne jeg bruge den slags folk i PET. De civilister løber om hjørner med os. Er du klar over, at et par ukendte nørder lige nu kontrollerer al sikkerhedskommunikation i Danmark. Mand, øh … hr. admiral, NATO skulle skamme sig. Sikke noget billigt bras, de prakker os på. Forsvarschefen får vist en dårlig dag. En nuttet prinsefyr skifter ble på os alle lige nu, drillede Laura Bøge helt upassende for sin stilling. ― Vil forsvarschefen snakke med ham?
― Hvad skal jeg snakke med Holger om? Han er en forpulet kriminel hacker, det er, hvad han er!
― Thomas Jespersen, hacker eller ej, så har Holger på en formiddag elimineret dit latterlige operettekup, og der står to millioner danskere og hujer ude i gaderne. Folket vil se dit hoved i en stinkende skraldespand. Du er en død mand, Jespersen, men jeg giver dig nu chancen for at kommunikere med din nye overordnede. Sig bare til. Forbindelsen er åben indtil videre.
En forsvarschef tuder ikke, når hele den centrale kommando står omkring ham og stirrer. Thomas Jespersen ville lige nu helst gemme sig under en dyne i tusind år. Hans eneste reaktion var at se desperat mod de andre pæne herrer dekoreret med fin sildesalat på deres nyttesløse uniformer. Kan jeg mon bombe paladset, tænkte forsvarschefen flygtigt, men så i stedet TV2.
Folketinget tog sig tid til en langvarig klapsalve.
