Scene 142

Thomas Jespersen så omkring sig i gruppen af ledere fra ”Det officielle Danmark”. Alle havde de stolet på ham. Ingen gættede, at han selv havde iscenesat bortførelsen og forsøget på at komme Holger til livs og overgive magten til dem, der altid havde haft den.

Forsvarschefen rankede sig i sin stol og rettede på de sirlige hvide handskers manchetter. Besværet, som havde han stiv ryg, rejste han sig fra stolen og undskyldte sig duknakket og med vigende, skamfulde øjne. Den knækkede mand gik langsomt ud gennem rummet, mens de tilstedeværende tavse veg til side.

Admiral Jespersen, kun ganske kort tid forsvarschef, gik mod herretoilettet for at forrette sin nød. Han nærmest støttede sig til pistolen i hylstret ved sin side. For hvert skridt rankede han ryggen beslutsomt mere og mere. Tankerne nåede ikke så langt som til hustruen og børnene. De nåede kun til toiletdøren.

I det kolde rum beklædt med hvide fliser, åbnede han døren til en kabine og lagde sig forsigtigt på knæ foran toilettet for ikke at krølle pressefolderne. Så stak han hovedet i tønden, før han med et velrettet nakkeskud forvandlede sin hjerne til kloakslam.