Scene 20

Få denne scene læst op: 

 I et hyggeligt kontor i Kongensgade 71 i centrum af Odense mødtes klokken 09:00 en gruppe på 12 mænd og kvinder. Mødet kaldte de: Grøn Drøm. Deltagerne ankom fra hele landet med tog eller på cykel for her at tilbringe en dag sammen. Alle var stået tidligt op, nogle havde i forventning til programmet sovet dårligt om natten. Inden dagen var omme, skulle de nedkomme med et færdigt oplæg til næste dags bestyrelsesmøde.

Forarbejdet havde i al hemmelighed stået på en måned mellem de 12 højtstående tillidsfolk, seks mænd og seks kvinder. Hovedparten af gruppen var udvalgt blandt de mest aktive frivillige. De fleste havde fantastiske aktivist-CVer og næsten alle en høj uddannelse. Forsamlingens opgave var ikke bare at formulere en policy, men også at være parat til at sætte den i scene, hvis godkendt.

Mens velkomstkaffen blev drukket, så de vantro på statsministerens pressemøde. Sært nok kom der kun en kommentar fra lederen af den sammenbidte gruppe.

― Behøver vi andre argumenter for at samles her i dag?

Initiativtager var den nye generalsekretær i Dansk Natur, Claire Sylvest, som formanden personligt havde håndplukket for hendes personlighed, erfaring, netværk og ikke mindst politiske tæft. I en årrække havde hun været højprofileret som leder af en af landets mest aggressive organisationer inden for udviklingshjælp. Udmærkelsen kom ikke mindst på grund af hendes frygtløse kritik af udviklingsministerens håbløse politik.

Claire Sylvest var en ildsjæl, som ikke var bange for at gå løs på dem, der var større end hende selv. Hendes NGO, hvis bestyrelse var i gang med at få hende fyret, stod til at miste millioner i Danida-midler som følge af et overraskende regelskift, der placerede organisationen lige under en kritisk finansiel grænse. Efter år som en såkaldt rammeorganisation, der relativt frit administrerede et stor pose millioner, skulle organisationen nu under administration af bureaukraterne.

Rygterne ville vide, at Claire Sylvests angreb på regeringens forfejlede u-landspolitik og manglende prioritering af Afrika i tide var årsagen til regelskiftet. Ministeren blev vidt og bredt citeret for en henkastet bemærkning om terrieren Sylvest.

― Jeg kalder hende nu en kamphund, og den slags har vi regler for her til lands. De skal holdes i snor hele tiden.

Formanden for Dansk Natur var en beundrer af terrier-racen og diskriminerede ikke imod nogen hund, sagde han i en kryptisk kommentar til situationen omkring Claire Sylvest, da hans bestyrelse diskuterede hendes ansættelse.

― Problemet med kamphunde er jo ikke dyret, men dets herre. Sådanne dyr skal, og det gælder jo for alle hunde, opdrages ordentligt. Jeg vil dog ikke opfordre folk til at anskaffe en kamphund. Racen er opdrættet til at angribe og dræbe den modstander, som deres herre udpeger, og hvem har brug for den slags i fredelige Danmark?

Bestyrelsen skulle dagen efter samles for første gang med den nytiltrådte generalsekretær. Oplægget fra 12-mandsgruppen blev koordineret af Sylvest, straks hun havde skrevet sin kontrakt under. Forventningerne var som altid, når en ny styrmand kom om bord, store. I pressemeddelelsen om udnævnelsen udtalte formanden blandt andet:

― Med Claire Sylvest som generalsekretær i DN, vil vi følge en mere udadvendt og markant strategi i kampen for rent vand, bedre og mere sammenhængende natur og mod ændringer af vores klima. Vi glæder os meget til at drage fordel af hendes erfaringer med strategisk udvikling, kommunikation og kampagner. Claire er et meget engageret menneske, med mange ideer og med et stort hjerte for vores sag. Vi forventer os meget af samarbejdet.

Allerede ved første bestyrelsesmøde ville Sylvest fremlægge sit første initiativ, som gik langt ud over Dansk Naturs hidtidige rammer — et brud med hævdvundne principper skulle på bordet. Planen var clearet med formanden, der personligt havde været med til at nedsætte 12-mandsgruppen. Initiativet var formandens personlige drøm, som han endelig fik inden for rækkevidde med en ny kamptrænet og -ivrig generalsekretær.

Helt privat havde de to indgået en skriftlig aftale. Claire Sylvest udfærdigede en realistisk plan, og formanden bankede den hjem i bestyrelsen. Fik de ikke projektet i havn, trådte de øjeblikkeligt tilbage. Begge satsede.

Mødet i Odense blev åbnet af Claire Sylvest ganske kort.

― I denne gruppe er der ingen modstandere af ”Grøn Drøm”, så dagens opgave er relativt praktisk betonet. Hvordan får Dansk Natur magten i Borgerdemokraterne?