Scene 24

Højrepartiet var trofast parlamentarisk støtte til regeringen og havde flere gange reddet Jørgens Carlsens ministre fra mistillidsafstemninger, når oppositionen en sjælden gang kunne blive enige om noget som helst. Partiets leder, Soffi Hermansen, var nemlig både opposition og støtte. Hun drillede konstant Liberalt Folkeparti med nålestik om alle mulige detaljer for til sidst alligevel at støtte regeringens forslag og vinde stik blandt vælgerne.

Soffi Hermansen var Lucifers tvilling, det vidste Jørgen Carlsen bedre end nogen. Hvert år, når Folketinget skulle vedtage en finanslov, måtte finansministeren og han selv personligt stille op til hendes politiske rulleforretning. Bitter, med et stænk af had, gik hun løs på regeringen for at få sin betaling for at støtte finansloven hen over hovedet på oppositionen.

Lederen af Højrepartiet havde sine grunde. I 2005 svigtede Carlsen sit løfte til hende om at gøre støttepartiet til regeringspartner. Ministerier var eftertragtede, og Højrepartiet var lovet poster men blev til sidst snydt i fuld offentlighed af den brutale taktiker i Liberalt Folkeparti. Statsministeren havde dengang vurderet, at hun ikke havde andre partier at gå til for at få tilsvarende indflydelse, fordi oppositionen lugtede værre end han selv. Soffi Hermansen tilgav ikke ydmygelsen.

Derfor var hun blevet en hadefuld afpresser, som hentede mange hundrede millioner ud af finansloven til sit partis politiske kæpheste som dyre- og pensionistvelfærd, spejderkorpset, kirker, boldbaner, foreninger, forsamlingshuse og alt muligt andet folkeligt, der kunne trække stemmer. Soffi Hermansen fik sin egen svulmende mini-finanslov, en rammebevilling nærmest, som hun kunne fordele, som det passede hende, uden modstand fra regeringen.

Mens oppositionen gemte sig, plantede Soffi Hermansen hugtænderne i struben på statsministeren. Hun gav et interview med TV2-Nyhederne, hvor hun gik i rette med hans udtalelser ved pressemødet.

Statsminister Jørgen Carlsen har kastet Danmark ud i en både demokratisk og konstitutionel krise gennem sin ansvarsløse håndtering af Holger-sagen. Der er tale om et febrilsk forsøg på at klamre sig til magten på et tidspunkt, hvor nye politiske strømninger kendetegner samfundet. Lederen af Liberalt Folkeparti er hunderæd for Holger, og det ses.

Borgerdemokraterne er et legitimt politisk parti, og de kan opstille alle de kandidater, som det passer dem. Statsministeren afslører sin politiske frygt for Holger ved at sabotere hans kandidatur og pudse Statsrådet og Højestreret på ham.

Højrepartiet mener, at Jørgen Carlsen gør sig skyldig i grundlovsstridigt magtmisbrug med sine og indenrigsministerens handlinger. Statsrådet, som skal afgøre Holgers kandidatur, består alene af regeringen og af dronningen, som intet har at skulle have sagt. Det er grov manipulation at lade sin egen regering afgøre dette spørgsmål under dække af Statsrådets navn.

Højrepartiet kræver derfor, at Højesteret tager statsministeren i skole og giver ham et kursus i dette lands Grundlov. I Højrepartiet er vi enige om, at kronprinsen, nu kaldet Holger Glücksborg, er en mere værdig kandidat til Folketinget end Jørgen Carlsen.

Den politiske redaktør tonede frem efter det bistre interview med Højrepartiets leder. Hans opgave var at analysere dagens udvikling.

Det gamle mundheld ”Gud fri mig for mine venner — mine fjender skal jeg nok klare” ligger mig på læberne efter at have lyttet til Soffi Hermansens ramsaltede bandbulle mod statsministeren, som hun nærmest egenhændigt har holdt ved magten gennem to valgperioder. Højrepartiets anklager mod Jørgen Carlsen er så hårde, at man svært kan forestille sig, at de to nogensinde kan skabe indbyrdes fred.

Umiddelbart ser det ud til, at Soffi Hermansen har fået nok af Liberalt Folkeparti og lægger op til samarbejde med andre. Her falder tanken naturligt på Borgerdemokraterne, der i henhold til meningsmålingerne står til at få over 50 mandater i Folketinget. Det tal er, må jeg skynde mig at understrege, grebet ud af luften, for ingen aner, hvordan eller hvornår den demokratiske krise ender, eller hvordan befolkningen reagerer ved stemmeurnerne.

For at bruge endnu et mundheld, vist nok af kinesisk oprindelse, så kan jeg sige, at ”vi lever i interessante tider” … hvilket anses for en udsøgt forbandelse.