Scene 28

Departementschefen i Statsministeriet måtte på telefonen til præsidenten for Højesteret, Zacharias S. Blid, meget mod sin vilje. Jørgen Carlsen havde hastværk og ville tale med præsidenten øjeblikkeligt. Departementschefen havde fået besked på, at han ikke i telefonen måtte sige, hvad det drejede sig om, blot at det hastede.

Dommer Blid var ikke det mindste i tvivl om, hvad mødet skulle handle om, og han hverken ville eller kunne afvise at få besøg af regeringschefen, som var nabo på Christiansborg. Carlsen tog sin frakke på, slog kraven op og marcherede over Prins Jørgens Gård og op ad den brede trappe til domstolen.

De to mænd mødtes sjældent, selv om de hver især var samfundets øverste inden for henholdsvis den udøvende og dømmende magt. Når deres veje mødtes, var det i forbindelse med samfundskonflikter og så altid via eksterne advokater og kammeradvokaten, statens advokat. Højesteretspræsidenten bød statsministeren et glas portvin.

Zacharias S. Blid lænede sig afslappet tilbage i sin dybe læderstol og ventede på en begrundelse for hastebesøget. Han måtte vente pinligt længe, mens Carlsen pillede ved sit glas. Endelig sagde dommeren.

― Hvorfor er du kommet?

― Det giver vel næsten sig selv, ikke.

― Ikke i mine øjne, svarede Blid.

― Jo, altså, jeg har det her Statsråd i morgen tidlig, hvor vi skal diskutere tronfølgerens stilling og arvefølgen.

― Og?

― Ja, det drejer sig om Holger, jeg mener kronprinsen.

― Er det virkelig dig, der holder Statsråd? Jeg troede, det var staten Danmark, der holder de møder for at ordne samfundets lovgivningsmæssige formaliteter.

Jørgen Carlsen kunne godt fornemme et skarpt, irettesættende tonefald i dommerens kommentar til hans sprogvalg, men han havde travlt, så han fortsætte:

― Det er jo ret indlysende, det her. I morgen beslutter Statsrådet, formentlig under dronningens protest, at bede Højesteret vurdere, om tronfølgeren i henhold til loven kan stille op ved et folketingsvalg.

― Siger du ”indlysende”? I mine øjne er intet, der forlægges for denne domstol ”indlysende” og da slet ikke emner, der omhandler endsige går uden for Grundloven. Det her spørgsmål er end ikke forelagt retten.

― Lige nu arbejder kammeradvokaten sammen med Statsministeriets Juridiske Afdeling for at gøre papirarbejdet færdigt til i morgen. Der er så mange procedurefejl i forbindelse med kronprinsens kandidatur, at det var indlysende, at han ikke, i hvert fald ved dette valg, kunne være lovlig kandidat.

― Jeg ville sikre mig, at du og Højesteret forstår, hvor meget det her haster, for befolkningens skyld, naturligvis. Vi kan ikke forsvare, at Danmark gennemfører et folketingsvalg uden at vide, om en af partilederne overhovedet er valgbar eller ej.

― Hvad har kammeradvokaten sagt, spurgte dommer Blid bestemt?

― Det er gået så hurtigt, at jeg ikke nåede at ringe til ham i morges. Jeg har bare bedt ham gøre det her parat til i morgen.

― Statsminister Jørgen Carlsen. Samtalen her tvinger mig til at orientere dig om, at Højesteret ikke udsteder hastevurderinger om forhold, der vedrører rigets grundlov og monarkiets fremtid på bestilling. Hvis Statsrådet mener at have en sag, som vi bør pådømme, vil den blive behandlet, når og hvis sagen er relevant, passende fremlagt og belyst. I givet fald og til den tid vil sagsbehandlingen foregå efter vores fastlagte procedurer.

― Jamen, valget …

― Statsminister, der er ikke noget, der hedder ”Jamen” over for landets højeste domstol, og jeg synes, dette møde bør ophøre. Hvis nogen skulle få den absurde idé, at en statsminister har besøgt Højesterets præsident i et forsøg på at påvirke domstolen, ville en sådan statsminister givet stå for fald, anklaget for forsøg på embedsmisbrug.

Jørgen Carlsen rejste sig iltert og gik uden at trykke præsidentens fremstrakte hånd. Statsministeren vidste godt, at han forlod Højesteret med fem kolde tæer i røven. Med sin juridiske baggrund forstod han udmærket, at han var gået over stregen, men det drejede sig om at plante budskabet, mente han. Og hvis ikke domstolen makkede ret, havde han et par trumfer i ærmet.