Scene 29

Soffi Hermansen var den eneste, der åbenlyst rykkede med sine politiske brikker. Altid genial til at udnytte tomrum i debatten fornægtede hun sig heller ikke denne dag. Politikeren var snu som nogen. At udfordre statsministeren, mens han lå kvæstet på slagmarken, var relativt ufarligt, så derfor gjorde hun det. Højrepartiet, besluttede hun, var grundigt træt af den siddende regering, og derfor kappede hun elastikken i Carlsens politiske hoppegynge.

Når Højrepartiet kunne udnytte stilheden i orkanens øje, nu da alle ventede på udfaldet af morgendagens Statsråd, var det, fordi hun vidste, hvor hun ville hen, og hvor hun ikke ønskede at være mere. Den politiske filosofi bag handlingen var, at det altid er lettere at sparke til en, der allerede ligger ned. Det var Carlsens tur til at mærke virkeligheden på Christiansborg.

Bandbullen mod Jørgen Carlsen gik på personen og i mindre grad partiet. Soffi Hermansen distancerede sig fra statsministeren men udelukkede ikke, at hun ville vende tilbage som støtte med en anden leder. Politikere i Liberalt Folkeparti, som ønskede at overtage Carlsens rolle, skulle vide, at prisen for hendes partis stemmer var en plads i regeringen, intet mindre.

Ude omkring i det politiske landskab bemærkedes hendes nådesløse manøvre mod Carlsen. Ved og efter folketingsvalget var hun frigjort fra Carlsen-regeringen og havde frasagt sig enhver skyld i Holger-sagen, hvordan den så endte. Med et knytnæveslag skabte hun et solidt valgudspil for Højrepartiet og stod stærkere end før.

Genial er kællingen, tænkte Ole Bang med professionel anerkendelse. Her har hun dolket statsministeren for åbent tæppe, vundet sympati hos alle royale og sikkert også blandt borgerdemokrater, og samtidig placeret sig som ny regeringspartner til dem, som vil magten og tror, de kan tumle hende.

Preben Lynk nåede frem til nøjagtig den samme konklusion, men han havde ikke nogen at dele sine tanker med. Egentlig var det en underlig fornemmelse igen at være alene med al sin viden. Mariann Madsen havde respekteret ham for hans råd og analyser og reageret på dem og ikke mindst sendt ham spandevis af dollars.

― Nu var guldvalkyrien væk, heldigvis, sagde han højt til sig selv uden fuld overbevisning.

Den pensionerede politiker ville ikke tilbage i sit livs spor, selv om han måske kunne. Partiet Socialisterne var udelukket. Der var alt for mange nye, fremadstormende, unge og ambitiøse politikere, som ikke tålte en knark som ham. Så kunne han måske blive tv-kommentator eller vende tilbage til RUC, men det gad han ikke. Lynk kunne selvfølgelig også skrive en afslørende bog om aktuel dansk politik.