Scene 31
Tålmodighed og charme var ikke Teodor Severinsens største dyder, men hans uregerlige væsen var alligevel samlingspunkt for gruppen af 10 liberalister i Liberalt Folkepartis folketingsgruppe. Arbejdet i Liberal Klub og med den højreorienterede researchorganisation EPOC, Europæisk Public Opinion Center, og i nogen grad tænketanken EPOS, havde skabt et godt sammenhold. Ikke mindst, fordi Teodor Severinsens kontakter havde rigeligt med penge.
Som modstandere af regeringens politik og ikke mindst Jørgen Carlsen som person fik de ingen penge fra partikassen, heller ikke til valgkamp. På grund af netværket bag klubben manglede de dog ikke midler. De havde adskillige erhvervsledere at trække på, og EPOC fodrede dem med god dokumentation.
Teodor Severinsen havde samlet de 10 MFere og en række førende liberalistiske kandidater i klubben for at lægge strategi for valgkampens sidste dage. Det var overordentligt vanskeligt, fordi de som fraktion i regeringspartiet druknede i debatten om Holger. Ingen i medierne syntes at vide, at det reelt var Teodor, der udløste valget ved at udfordre statsministeren.
Holger-fænomenet havde udløst en krise i Liberalt Folkeparti, og holdninger til den var så talrige, som der var hoveder fremmødt. Måske var holdninger så meget sagt. Gruppen havde meninger om situationen, men ingen vidste rigtigt, hvad de skulle gøre. Efter længere snak fokuserede de på Teodor for at søge lederskab. Han solede sig i opmærksomheden.
Severinsen var en lang, ranglet og ludende mand med mørkegrå øjne, der insisterede på opmærksomhed. Han brændte for sagen og udtrykte sin liberalistiske vision klart og provokerende. Ganske vidst var han ung, men han var erfaren i politik og elskede kampen om magten. Aldrig gav han op, selv om han fik tæsk, kritik, mundkurv på eller det, der var værre. Carlsen havde inddraget hans indflydelse og sat ham i den politiske skammekrog. Severinsen følte sig stærkere og klogere for hvert af sine nederlag.
Instinktet var som Soffi Hermansens: ― Spring i struben på Carlsen nu, hvor han er svækket. Men hvor Hermansen havde Højrepartiet bag sig, trak Teodor kun på snilde og en lille organisation med seriøse penge bag sig. Et offentligt frontalangreb på Carlsen lige nu ville være forsøg på kongemord, og det ville mange i Liberalt Folkeparti og blandt vælgerne fordømme ham for. Bedre, hvis han kunne manøvrere i selve partiet.
― Venner og liberale kampfæller, vor leder er i knibe, og vort parti risikerer et massivt nederlag ved valget, hvis ikke Holger bliver stoppet. Jørgen Carlsen forsøger at dæmme op for det grundlovsstridige, royale kupforsøg, men statsministeren kan tabe næste slag. Højrepartiet lefler for de royale vælgere og forsøger at trække stikket ud på vores partileder. Vi må gøre noget konstruktivt.
Gruppen nikkede, men var stadig ikke blevet det mindste klogere …
― Hvis denne distingverede gruppe af MFere og kandidater giver mig sin accept, så vil jeg påtage mig i morgen tidlig at tage et møde med Jørgen Carlsen og tilbyde vor hjælp ved aktivt og offentligt at bakke op bag hans holdning til Holger. Statsministeren har brug for al den hjælp, han kan få i kampen. Lad os aktivt kritisere det royale kupforsøg. Lad os kræve, at kongedømmets fremtid bliver diskuteret. Hvad skal vi egentlig med et udemokratisk kongehus?
Liberalisterne så udmærket, at de kunne profilere sig selv godt ved at omdøbe Holger til kupprinsen, som én sagde.
― Vi kan ikke vide, hvordan dette lander. Kupprinsen kan forsvinde helt af sig selv (højlydte grin), eller han kan få majoriteten på Borgen (hyssen). Alt er muligt i de kommende dage. Det eneste, der er helt sikkert, er, at vi må stå sammen … på vores måde … og se, hvad der sker. Resultatet af det her kan blive, at Carlsen må træde tilbage til fordel for en anden liberal, hvilket jeg skal være den første til at beklage (grin igen), proklamerede Severinsen, mens han lavede indforståede ansigter.
