Scene 32
Det sidste her i livet, Mariann Madsen ville udsætte, var sit møde med Carlos i Rio. I mere end et år havde hun længtes vildt efter ham, og hun følte, at hun fysisk var på vej ud over kanten, hvis hun ikke snart kom i armene på en rigtig mand. Carlos da Silva var på enhver måde stor … fysisk, seksuelt og akademisk. Højere end hendes egne 188 centimeter, bredere end hendes kraftige skuldre, stærkere end hendes toptrænede krop, og så var han ligeså kulsort som hun var kridhvid. Det slog gnister, når de to var sammen.
Siddende ved telefonen på sit hotelværelse summede hendes krop af ophidset forventning og slet ikke af glæde over, at hun samme dag var blevet lovet 60 millioner dollars for sin indsats. Mariann ville ha’ mand. Uret tikkede fremad mod flyets afgang, men hun måtte først have fat i Rasmus Pottemager fra EPOC. Koordinatoren for Liberal Klub troede måske, hun var ude af spillet, forsvundet, flygtet eller væk. Situationen i Danmark skulle udnyttes fuldt ud, og det kunne vente lige så lidt som Carlos.
Da Rasmus Pottemager endelig tog telefonen, var hun kort for hovedet, men tog sig dog tid til at høre den seneste nyhed om Hermansens overraskende udspil.
― På et tidspunkt, hvor alle skal holde sammen mod Borgerdemokraterne, så dolker hun Carlsen, berettede han tydeligt forarget. ― Jeg forstår det ikke.
Pottemager var en god koordinator og kørte sin researchorganisation med en ufravigelig liberalistisk vinkel på sit virke. Altid godt at have erhvervsvenlige facts på liberalistisk side, især når man selv producerer resultaterne. Karakteristisk for pottemageren var, at han havde en småflosset moral og ikke var imponerende klog. Sådan vurderede hun manden, som gennem talrige møder aldrig havde henvendt sig til andet end hendes bryster.
Mariann Madsen var pengene bag EPOC, så Pottemager lyttede til hende og tog sjældent egne initiativer. Godt det samme. Alle omkring Liberal Klub var overbeviste om, at det var ham, der nedbrændte Borgerdemokraternes kontor og blev skyldig i, at kronprinsen besluttede sig for at stille op til folketingsvalget. I hvert fald var branden årsagen, stod det på partiets hjemmeside.
Den pointe kørte hun hans næse dygtigt ned i for at advare manden mod at forsøge at tænke selv. Som sædvanlig var hun brysk og hypereffektiv.
― Hvor er Preben Lynk? Vi skal bruge ham NU.
Rasmus Pottemager havde ingen kontakt til deres politiske taktiker, men lovede at forsøge at finde ham.
― Forsøge! Du har at få fat i ham straks og sætte ham i kontakt med mig og Teodor, kommanderede hun aggressivt og opgav e-mail koordinater til kontakten.
― Hvor er du egentlig blevet af, spurgte han forsigtigt. ― Kontoret vrimler med politi, og Hannah Mårtensen er fyret.
― Det skal du ikke bekymre dig om, svarede hun spidst. ― Gør som jeg siger, og lad Teodor vide, at jeg står bag vores politiske projekt nu mere end nogen sinde.
Partnerne i Danmark skulle ikke vide, at hun trods valgkrise og politisk kaos om mindre end et døgn var i Rio de Janeiro med en vidunderlig mand og forventede at være på hormonafladning i dagevis. Hun afbrød samtalen med et kort ”ciao”, og Rasmus Pottemager sad som sædvanlig tilbage åndeløs over hendes selvsikre vildskab. Men én ting var nu sikkert, og det var, at pengene var sikret, og derefter kom magten.
