Scene 46
Febrilsk fandt statsministeren sin tophemmelige telefon frem for at kontakte Laura Bøge. Han huskede klart og tydeligt sin ordre til PET om at identificere Holger, fordi hans brug af internet lugtede af kriminalitet. Sådan var hans officielle begrundelse, selv om de begge udmærket vidste, at det drejede sig om at identificere lederen af en social bevægelse, der truede med at rokke ved landets politiske fundament.
Da PET ved hjælp af udelukkelsesmetoder og avanceret scanning af internet med moderne, amerikanske, semantiske efterretningsredskaber fik færten af Holger, blev statsministeren så rædselsslagen for følgerne af, at PET aflyttede prinsens telefon og havde mikrofoner i slottes vægge, at han beordrede PET til at stoppe spionagen imod tronfølgeren og glemme alt om Holger.
Selvfølgelig parerede hun statsministerens ordre og fordoblede samtidig indsatsen i et særligt område af PETs aktiviteter, som ikke ”eksisterer”, og hvor alle forhold kan benægtes. Det var disse data, hun samme aften beordrede tilintetgjort, vel vidende, at de hemmelige oplysninger blot blev flyttet et nyt sted hen, hvor de ”eksisterede endnu mindre”. Under alle omstændigheder var der ikke noget at komme efter hos PET.
Det var også PET, der senere ved et ”tilfælde” med en DNA-analyse opdagede, at kronprinsessen var en efterlyst terrorist fra Sydamerika. Måske var terrorist en overdrivelse, men efterretningstjenester i USA og Sydamerika ville meget gerne finde frem til den unge dame, hvis far var en kendt, boliviansk, venstreorienteret leder med tilnavnet ”kondoren”. Mistanken gik på, at Maria Magdalena var en af lederne i Fuerzas Digitales, en teknisk avanceret undergrundshær på internet.
Laura Bøge og Jørgen Carlsen havde således begge kendskab til informationer, der var en bombe under kronprinsen, hans familie og kongehuset. Desperat havde statsministeren forsøgt at stoppe Holger ved at advare ham imod en mulig afsløring af Maria Magdalena, men overraskende nok var diskussionen mundet ud i prinsens utvetydige, personlige dødstrussel mod Carlsen.
Regeringschefen var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at Holger var i stand til og parat til at flå ham levende, skulle noget tilstøde hans kone.
― Hvad skal vi gøre, busede Jørgen Carlsen ud, så snart Laura Bøge trykkede på den grønne knap på sin egen sikkerhedstelefon.
― Jeg ved ikke, hvad du tænker på, var det korte svar.
― Du ved sgu da godt, hvad jeg mener. Holger beskylder mig for at spionere mod ham.
― Og?
― Vi bliver nødt til at sige noget. Pressen ringer om et øjeblik.
― Det er vist ikke PETs problem, at pressen ringer til dig.
― Var det måske ikke PET, der gjorde det?
― Helt ærligt, jeg aner ikke, hvad du taler om.
― Du kan da ikke nægte, at PET har været i hælene på stodderen i månedsvis, lyttet, skygget, taget fotos og meget andet.
― Politiets Efterretningstjeneste har undersøgt, om der er foregået ulovligheder i forbindelse med en vis social bevægelses brug af internet og mobiltelefoner. Det er vores job, og det står vi ved. Din ihærdige interesse for personen bag Holger står for din egen regning.
― Hør nu her Laura, vi må være fælles om at løse det her problem. Medierne flår mig om lidt. Kom nu, vær en ven. Det er to dage før valget, tiggede han.
― PET blander sig ikke i politik, statsminister.
― Det var sgu da for fanden dig, der kom med de der oplysninger om, at kronprinsessen er terrorist. Jeg har det hele her i mine noter. Er det måske noget, jeg har opfundet?
― Jørgen Carlsen, hvad du har i dine noter, interesserer mig ikke. PET har ingen erindring om oplysninger af den art, du antyder.
Pludselig slog det statsministeren, at samtalen blev optaget af PET, og at hun var i færd med at forberede sin forklaring til en eventuel undersøgelse. Han gyste ved tanken om, at han ikke en gang kunne stole på PET, som han havde hjulpet til mange flere midler og holdt hånden over.
― Laura, når de ringer, må jeg altså sige sandheden om det her.
― God idé, statsminister. Med sandhed kommer man som regel langt.
