Scene 48
Ved morgenbordet i partihovedkontoret forbandede statsministeren igen indædt Ole Bang, fordi han havde plantet påstanden om aflytningen af Holger i slutningen af Borgerdemokraternes bedste sendetid. Alle så det. Emnet ville blive dagens samtaleemne, og hans svar i avisen kom ikke ud over rampen.
Medierådgiveren for Liberalt Folkepartis valgkamp konstaterede opgivende, at alle surfede på modstandernes websider, og kun få gad kigge på deres egen, selv om han dagligt bloggede for Carlsen.
― Vi har et stort problem, indrømmede han. ― Din blog, partichefens blog, er blevet en joke ude blandt de politisk aktive bloggere. Og hvem tror du står bag hånen? Hvem sender mest trafik til din blog? Gæt engang! Det er fandeme Holger, der konstant linker kommenterende til dig. Hvorfor? Fordi du ikke vil kommentere hans angreb. Vi er fanget i en mediefælde, hvor alt, selv vores gode nyheder tæller nedad.
― Jeg aner ikke mine levende råd, indrømmede han. ― Se nu din afvisning af lyttesagen. Fikst og professionelt får du sværtet Holger til og skabt mistanke. Hvad gør Ole Bang, den fucking skiderik? Han refererer historien i Morgenavisen, linker til den, promoverer den, analyserer den og latterliggør din sjofle antydning. Hvorfor har han ikke noget at skjule? Hvorfor har vi?
Carlsens desperate medierådgiver indrømmede således dagen før valget, at han var blank og manøvreret op i et hjørne. De to sad mutte og læste valgets sidste meningsmålinger, som pegede i den gale retning. Politisk tumult fik de forskellige bureauer til at investere i at spørge mange flere vælgere end normalt, og resultaterne stak ud i hver sin retning. Man var uenige om, hvor stort Holger ville vinde, selv om han ikke var på stemmesedlen. Online meningsmålinger på Borgerdemokraternes hjemmeside analyserede folkestemningen ”live”, og resultatet var en hurtigt omsiggribende kritik af regeringspartiet.
Indenrigsministeren kvabbede ind ad døren med et forvildet blik og håret i svedig uorden. Han så ud, som om han ikke havde sovet i dagevis, og det havde han heller ikke. Håndfladerne var klamme af politisk frygt, og han tørrede dem uafladeligt af på sine skinnende bukselår. Sveden stammede fra overvældende stress over hans politiske situation. Politikeren sank omkuld i en stol, skænkede sig en sjat kaffe og bemærkede ikke, at den var kold.
― Der er endnu en dårlig nyhed her til morgen, indledte han med en knasende krydder i munden. ― EPOC har lige udsendt en meningsmåling, der viser fremgang for Teodors Liberal Klub. Både du og jeg går tilbage i personlige stemmer, mens han stormer frem sammen med sine medlemmer. Liberal Klub har gjort sine kandidater kendte, så de får mange stemmer på navn.
― Hvad står de til, spurgte presserådgiveren og gruede for svaret.
― Well, EPOC mener, at Teodors slæng får halvdelen af Liberalt Folkepartis pladser. Vi ved jo, hvem EPOC støtter, men de kunne jo for en gangs skyld have ret. Indenrigsministeren fortsatte:
― Avisernes målinger viser, at beslutningen om at kassere Holger som kandidat har virket modsat planen. Folk synes Gud hjælpe mig, at det er synd for ham! Er han måske en form for helgen eller Vorherre selv? Vores eget parti er demoraliseret. Tilliden til partiformanden er svækket. Og Soffi, den lede mokke, er sprunget ud som en flyvefærdig krage. Møgkælling. Uden os er hun intet.
Den folkekære stemmesluger fra Vestsjælland havde sit eget kandidatur på det tørre, som han sagde, og det samme havde statsministeren. Problemet var ikke at blive genvalgt, ledelsen havde stensikre kredse … problemet var at få nok liberale valgt til at danne regering. Med nyheden om liberalisternes overrumplende fremgang var selv vækst for partiet blevet et problem.
― Helt ærligt, det her går ikke godt. Jeg ville ønske, vi kunne gøre det hele om, starte helt forfra. Måske er Holger i virkeligheden liberal og vil samarbejde med os. Hvad om vi alle meldte os ind i Borgerdemokraterne …
Mens indenrigsministeren vrøvlede løs i sin tabervildelse, fik Jørgen Carlsen en enestående god idé.
