Scene 49

Direktøren for EPOC følte sig rig og gavmild, så han inviterede Preben Lynk på fancy frokost på et af byens mest populære og dyreste in-steder. Restauranten var af den slags, hvor man skulle kende nogen fra biz-settet for at komme ind eller betale et fedt gebyr for reservationen. Det var så snildt indrettet, at de, som betalte mest for reservationen i restaurantens online auktionssystem, kom ind.

Bordene havde forskellig attraktionsværdi afhængigt af udsigt eller nærhed til kendiser blandt gæsterne. Man kunne selvfølgelig ikke se navnene på de andre gæster, men restauranten havde designet et online valueringssystem, hvor gæsternes navne blev checket mod Erhvervstidendes database. På den måde kunne man betale for at sidde tæt på de mest omtalte. Konceptet var, at gæsterne genkendte de kendte, men respekterede deres private lunch.

Efter Rasmus Pottemagers værdisystem betød den slags invitationer meget, ikke mindst når andre inviterede ham. Meningen var, at gæsten skulle føle sig mest muligt betydningsfuld. Investeringen i reservation og dyr menu ville så komme tilbage i form af et bedre image og måske et velsmurt ”ja” til det ønskede. Af erfaring vidste han, at systemet også virkede godt på udvalgte kvindelige erhvervspraktikanter, som han ville opnå noget hos.

Direktøren var aldeles i det ydre rum i sin vurdering af den ældre socialists forhold til snobberi. I mange år havde Preben Lynk været kendis som toppolitiker og direktør for Finanstilsynet, og han fandt nyfigen opmærksomhed smagløs. Lynk accepterede at møde op og forstod bagtanken. Han skulle overtales til et eller andet. Invitationen stemte ham ikke positiv over for liberalisten, som han fandt grov, primitiv, ubegavet og politisk uspiselig.

― Jeg skal hilse mange gange fra Mariann Madsen, indledte Rasmus Pottemager samtalen ved bordet.

― Tak for det. Hvordan har den billedskønne det?

― Hun har det vist godt.

― Nåh, hvad laver hun nu om stunder?

― Aner det ikke, hun er ikke just meddelsom.

― Næh, det ville da være noget nyt.

― Kontoret er lukket, og Hannah Mårtensen er blevet fyret. Hun er ikke mere hos Petersen & Grund.

― Nå da, men hun kommer vel over det.

― Hun har fået et nyt job allerede.

― Jaså, hvor henne?

― Ved du ikke det?

― Næh.

― Hannah er partisekretær for Borgerdemokraterne!

― Det var da rart for hende. Med deres medlemstal kan de vel betale hende ordentligt.

― Er du slet ikke bekymret?

― Skulle jeg være det, svarede Lynk, uvillig i at deltage i Rasmus Pottemagers tankesæt. Han vidste udmærket, hvor hun var ansat. Hannah havde personligt informeret ham, men det ragede ikke EPOC.

― Ja for satan, tænk hvor meget hun ved om os.

Lynk trak på skuldrene, sagde ingenting, og lod som om det virkelig ikke kunne være et problem.

― Jeg havde håbet, at hun kom med i vores nye Liberal Klub-team. Ligesom dig …

― Nåda, er der et nyt team?

― Ved valget i morgen går Teodor og medlemmerne i klubben vildt meget frem. EPOCs analyse af liberale vælgere viser, at vi liberalister vinder forrygende mange stemmer på bekostning af de gammelliberale. Teodor Severinsen kan blive statsminister, er jeg sikker på. Hvis bare det ikke var for Borgerdemokraterne. De æder sgu en ordentlig luns af Folketinget.

Preben Lynk lyttede interesseret til nyheden om liberalisternes fremgang, spurgte til detaljer, men kom ikke med en eneste udtalelse om emnet. Pottemager var så sejrsopstemt, at han bare snakkede løs.

― Mariann er med hele vejen. Hun har bedt mig kontakte dig, så du kan hjælpe Djengis, undskyld Teodor, med de finere detaljer.

― Det ser da ellers ud til, at Severinsen klarer sig strålende uden min hjælp. Han vinder jo.

― Men du forstår vist ikke. Teodor har ingen erfaring i at danne regering eller forhandle på det niveau … eller med de andre partier. Carlsen vælter nok, og hvem skal være partileder? Stemmesluger Severinsen, gætter jeg. Klubben har brug for dine brandgode råd.

― … og penge er ikke et problem, forstår jeg.

De to mænd nippede lidt til deres dyre salat og stak til de ultratynde skiver af rå strudsecarpaccio. Efter en længere pause sagde Preben Lynk:

― Jeg har overvejet, om tiden måske er inde til at skifte karriere. Man er jo ikke helt ung mere, og politik er en hård branche, sagde den solbrune mand lidt koket. Han havde trimmet sig lidt, efter at han kom i lag med Stine fra Skive. Chokeret udbrød direktøren for EPOC:

― Vil det sige, at du ikke er med os? Hvad vil du så lave?

― Arh, jeg ved ikke rigtigt endnu. Det ender jo nok med, at jeg skriver mine politiske memoirer.

Rasmus Pottemager blegnede. Tabet af Hannah Mårtensen til fjenden var alvorligt nok, men hvis Preben Lynk begyndte at fortælle insiderhistorien, kunne det blive katastrofalt for Liberal Klub og Mariann Madsens projekt. Og hvis dét væltede, ville EPOC igen stå uden finansiering.

― Det kan du da ikke mene, udbrød han med et chokeret udtryk i ansigtet.

― Tiderne er gode for den slags bøger. Alle snakker politik nu. Salget bliver fornuftigt, siger mit forlag.

Lynk havde ikke noget forlag, og heller ikke en færdig plan for en bog, men han ville lodde dybden af sin idé, når han nu fik chancen forærende.

― Altså, det er meget bedre, hvis du arbejder med os som før, udbrød Rasmus Pottemager og bankede i bordet. ― Hvad kan du tjene på sådan en udgivelse?

― Den slags ved man jo aldrig, men i det nuværende klima ender det vel med en 4–5 millioner. Ganske godt, ikke?

Preben Lynk kunne næsten læse sin værts tanker, så panisk var han over perspektivet om, at alle deres hemmeligheder var i fare for at blive afsløret. Den udspekulerede politiker havde sendt en prøveballon til vejrs, og den måtte nødvendigvis under behandling på et højere sted. Det kunne kun være hos Mariann Madsen.

Erfaringen fortalte Lynk, at Pottemager altid gik efter økonomiske løsninger. Madsens projekt kunne købe sig til hans tavshed, og prisen var sådan set allerede på bordet. De kunne jo give ham et tilbud, som end ikke han kunne sige nej til. I tilgift slap han måske for at skrive bogen.

Inden de to kort efter skiltes, overrakte Rasmus Pottemager en skriftlig invitation til valgaften med liberalisterne hos erhvervsmanden Carsten Bjørnvig Jr., som Preben Lynk kendte udmærket fra de forudgående mange måneder. Bjørnvig var den officielle sponsor for EPOC, men Lynk var helt sikker på, at manden var totalt ejet og fjernstyret af Mariann Madsen.

― Det vil jeg da meget gerne, svarede han. ― Det bliver et dødspændende valg.