Scene 51

Mobiltelefonen ringede uforskammet tidligt om morgenen, fordi Rasmus Pottemager ikke vidste, at Mariann Madsen befandt sig i Rio de Janeiro sammen med sin studiekammerat fra Harvard. Deres gensyn havde uden underdrivelse været passioneret, vildt, vådt og næsten uden ord. Når nære venner mødes efter mange år, føler de sig stadig som venner. Så snart parret mødtes efter mange måneder, følte deres kroppe sig på samme måde.

Uden tøven eller blusel gik de i gang med at genoprette balancen, og de nød hvert sekund, minut, time, døgn. Mariann og Carlos var ying og yang, som ikke burde adskilles.

Carlos brummede halvvågen ved lyden af telefonen, mens hun satte sig op for at snakke med kun et halvt lagen om sig.

Direktøren for EPOC fortalte lidt tøvende om udfaldet af sit møde med Preben Lynk, og da samtalen optog hende, bidrog Carlos med at pille lidt for at forstyrre hendes koncentration.

― Lynk vil skrive sine politiske erindringer.

― HVAD vil han?

― Ja, han vil skrive memoirer om sit liv i dansk politik.

― Det tolererer jeg ikke, udbrød hun hårdt.

Hun skubbede Carlos hårdt fra sig.

― Preben forventer, at bogen vil give ham 4–5 millioner kroner. Det er mange penge, sneg Pottemager sig til at mene.

― Sagde han det?

― Jep, det er, hvad hans forlag anslår.

― Afpresser han os?

― Ikke sådan direkte. Lynk er jo en flink og venlig mand, men jeg fornemmede, at det var hans pris, svarede koordinatoren for Liberal Klub.

― Og hvad får jeg til gengæld?

― Det sagde han ikke noget om. Altså, det var bare en hyggelig snak over en frokost, ikke andet. Vi skal jo ikke drage forhastede slutninger af det her.

― Mine konklusioner afgør jeg selv, sagde hun uvenligt og tilføjede:

― Den bog bliver aldrig skrevet, og jeg skal ikke afpresses, er det forstået? Stop ham!

― Hvad vil du have, jeg skal gøre …?

― Rasmus, søde ven, vær nu lidt kreativ, ikke. Det er du så god til, kurrede hun kælent og afbrød forbindelsen. Hun sad et øjeblik og stirrede arrigt ud ad vinduet, hvor solen var ved at stå op over Ipanema.

Carlos da Silva var større og stærkere end hende og fandt sig ikke i at blive skubbet væk. Hans stolthed som mand var på spil, så han tvang hende håndfast tilbage i sengen og gav hende et kursus i brasiliansk magtfordeling mellem lagnerne. Stritte imod gjorde hun, men ikke særlig længe. Frøken Madsen var villig til at lære.