Scene 52

Få denne scene læst op: 

Over alt i det ganske land summede de politiske aktiviteter. Kandidater ringede på dørklokker, trykkede folk på næven og stod foran supermarkederne for at tale med vælgerne. Stemningen var oppisket på grund af de mange skandaler omkring regeringen og selvfølgelig også i forventning til Borgerdemokraterne. Partiets hjemmeside glødede af besøgende, der ønskede at kommentere de politiske emner og Liberalt Folkepartis chikane.

Ole Bang og Holger sørgede for aktiv kommunikation og besvarede de utroligt mange henvendelser fra medierne. Hjemme på slottet trykkede husmor Maria Magdalena på sine taster og samtlige medlemmer fik en e-mail.


Kære borgerdemokrat,

Regeringens sabotage mod mit kandidatur gør det endnu vigtigere, at du tager dig tid til at stemme i morgen. Stem om muligt personligt på en lokal, men hvis din personlige kandidat er i en anden del af landet, så stem på partiet. Din stemme er vigtig — ingen stemme bliver spildt i Danmark.

Dette valg er partiets premiere. Send os fotos og videos af de blå borgerdemokrater. Liberalt Folkeparti forsøger at censurere din video, men de kan ikke forhindre os i at vise glade vælgere på gader og torve.

Gør demokratiet til en fest.

Kh Holger :-)


Det var stadig tidligt på eftermiddagen, og Jørgen Carlsen sad og grublede på sit kontor i stedet for at være synlig. Helst undlod han medier i valgkampens opløb, for lige meget hvad han gjorde og sagde, faldt det uheldigt ud. Han var i stiv modvind alle vegne. Så hellere holde kæft.

Statsministeren sad og bladrede i sine notesbøger fra det forudgående år for at prøve at forstå, hvorfor alting var gået katastrofalt galt. Det blev han ikke klogere af. Efter usædvanligt langvarige overvejelser løftede han telefonen og sagde til sin sekretær:

― Skaf mig en aftale med dronningen straks.