Scene 53

Hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv, så kedede Preben Lynk sig hvert eneste øjeblik, han ikke havde Stine inden for rækkevidde. Han forstod ikke, hvordan han gennem et langt liv havde formået at overse det sensationelle ved at mærke en kvindes stive brystvorter prikke sig gennem tøjet for at sende et budskab om lidenskab.

Intet sted i sin ellers gode hukommelse erindrede han, at hans kone havde tændt den slags varme i ham. Deres tid som nyforelskede var forsvundet i tidens tåger. End ikke seksuelle højdepunkter eller andre former for lykke kunne han finde fra deres lange samliv. Fødslen af børnene havde været spændende, men pasningen af dem blev hurtigt hendes opgave.

Lynk huskede udmærket sin tidligere krise, da han forlod Socialisterne og vandrede formålsløst omkring professionelt, indtil Mariann Madsen uventet samlede ham op og pustede liv i hans ubenyttede, politiske gener. Hun havde overtaget ham og betalt fyrsteligt for ejerskabet. Kontrakten mellem dem gav ham nøglen til personlig, økonomisk og intellektuel frihed.

Rasmus Pottemager var en strid undermåler med dårlig ånde, der lugtede af fodsved. Teodor Severinsen en opblæst højrefanatiker uden sans for politik. Lederen af Liberal Klub, som egentlig var Lynks idé, var på Christiansborg for magtens skyld. Carsten Bjørnvig Jr. anså han for Mariann Madsens dildo og hoppedyr. Manden var en kendt og respekteret erhvervsleder, men bag facaden blot en nyttig lakaj for valkyrien.

Mariann Madsen havde aldrig delt sin masterplan med ham, men han havde luret hende, fordi næsten hele researchen og strategien bag købet af en stribe firmaer og 10 danske politikere var resultatet af den viden, han havde bidraget med. Preben Lynk anede ikke, hvor de mange milliarder kom fra, men tydeligvis sprang de som en ustoppelig gejser.

Holger var manden, der først satte ord på hendes plan. Hun var i færd med at overtage Danmark i samarbejde med en eller flere amerikanske kapitalfonde. Lynks opgave var at skaffe detaljeret viden og lægge de praktiske dele af hendes politiske strategi. Da han indså hendes storslåede plan om at tage magten over landet, fandt han sin egen politiske mission.

Socialistens arbejde for sin ideologiske fjende havde været stimulerende, og han nød at være den, der spillede samfundet op til den endelige polarisering mellem højre og venstre, mellem ondt og godt. Det lille liberalistiske ensemble havde fulgt hans taktstok, og ingen af dem mistænkte ham for at spille et ideologisk dobbeltspil. Gang på gang havde han vist sig sine honorarer værdig. Han var den eneste modne politiker i liberalisternes spil. Jo mere succes, de fik, desto bedre.

Inderst inde vidste han godt, at det var lidt koket af ham at flirte med at skrive sine politiske erindringer, for han ville aldrig over for nogen afsløre sit arbejde for liberalisterne. Flere af hans bedste venner, så som Ole Bang og Peter Sørensen, var i ledelsen af Borgerdemokraterne. Han renommé som en af dansk politiks store navne gennem 25 år ville fordufte i skandalen om hans opportunisme.

Når Rasmus Pottemager fik givet Mariann Madsen budskabet om sine overvejelser, ville hun nok kontakte ham for at høre nærmere. Inderst inde havde han allerede besluttet at fortsætte med liberalisterne efter valget. Arbejdet var blot blevet brutalt afbrudt af Bagmandspolitiet.

Valkyrien kunne ikke undvære ham, arbejdet med polarisering af samfundet var langt fra færdigt, og han ville gerne vedblive at modtage de brune kuverter med bundter af nye, sprøde og velduftende dollarsedler. At tage sig betalt i sorte dollars fra udlandet var for ham blevet udtryk for oprør mod samfundet.

Preben Lynk havde for vane at bladre i sine bundter af nytrykte 100 dollar-sedler i enrum og indsnuse deres jomfruelige, ubrugte duft. Den mindede ham om Stines skød, når hun spredte benene for hans hede kys. Når hun stillede sig på knæ for at modtage hans drøje, dybe stød, kneb han øjnene lidt sammen, og hendes bagdel blev til Mariann Madsens. Så eksploderede Lynk. Helt sikkert. Hver gang.