Scene 54

Hvor hun dog ligner en madamme, tænkte han, efter at han høfligt og noget reserveret var budt velkommen og udstyret med en kop skoldhed te. Dronningen slog sig ned bag sit lille blankpudsede, antikke rokokobord af mahogni, og bød ham den lidt lavere stol foran. Hun gjorde ikke noget særligt for at få ham til at føle sig laverestående, for sådan var siddearrangementet altid ved deres uformelle onsdagsmøder på Amalienborg, hvor han orienterede hende om rigets sædvanligvis gode tilstand.

Dagen var ikke en onsdag, og riget havde det dårligt.

Efter at begge havde pustet og slubret lidt te af de prægtige, papirtynde, kinesiske porcelainskopper med riskorn indlagt i sirlige mønstre, satte hun et par runde, stålindfattede briller på næsen og betragtede ham indgående. På sin højre hånd bar hun en stor guldring med brillant, og med en næsten usynlig, royal håndbevægelse gav hun tegn til, at han kunne tale:

― Majestæt, jeg vil gerne indlede med at beklage den megen negative virak omkring kronprinsen, Deres søn, altså Holgers kandidatur til folketingsvalget.

Statsministeren holdt en længere kunstpause og fortsatte:

― Det er ikke uden en vis ydmyghed, at jeg må påtage mig en stor del af ansvaret for den dårlige håndtering af situationen, der er kommet særdeles meget bag på ikke bare borgerne i Danmark men også mig personligt.

Igen holdt han en pause for at vægte sine ord, før de gled ud ad munden på ham. Dronningen kneb øjnene sammen.

― Kammeradvokaten har, som Deres Majestæt ved, sendt en forespørgsel til Højesteret om de punkter, regeringen fandt utilstrækkeligt belyst. Vi har netop modtaget et svar fra præsidenten, vel at mærke et enigt svar fra alle 20 dommere. Det vil jeg gerne orientere Dem om som den første i kongeriget.

Hun var ved at blive godt irriteret over hans smagen på oplysningerne, for hun regnede med, at ”kvajet” havde noget i ærmet og bare ikke var mandfolk nok til at fyre det af endnu.

― For det første fastslår Højesteret, at tronfølgeren uden videre kan træde ud af arvefølgen og blive borgerlig på eget initiativ. Prins Holgers videomeddelelse skulle derfor principielt være tilstrækkeligt. Hverken De eller jeg, Statsrådet eller Folketinget har noget at skulle have sagt i den forbindelse.

Et lille, syrligt sejrssmil undslap hende ved hans ord. Statsministeren opfangede udtrykket, og tolkede det som spottende.

― Deres Majestæt, Indenrigsministeriets tvivl om Deres søns placering på valglisterne er også taget af bordet. Hans Kongelige Højhed er på valglisten på samme måde som De og jeg. Tilbage står, at anmeldelsesmyndigheden har forkastet hans opstilling, og at Holger derfor ikke står på stemmesedlerne.

― Dét er jeg opmærksom på, svarede hun spidst.

― Hele sagen, dette uheldige forløb, hvor også jeg har begået fejl, er til skade for demokratiet, indser jeg. Afstemningen i morgen vil ikke give et retfærdigt billede af folkets vilje, må jeg med den allerstørste beklagelse konstatere.

Dronningens kneb øjnene lidt mere sammen, for at hun kunne koncentrere sig om hvert ord, manden foran hende udtrykte så omstændeligt og velforberedt. Der var mere i ham, vidste hun og lænede sig tilbage i stolen, selv om hun egentlig helst ville rykke frem.

― Som demokrat, samfundsborger og leder af nationens udøvende magt, finder jeg det … øh … mere end uheldigt, at Holger ikke står på stemmesedlen. Borgerdemokraterne har fortjent et fair valg med deres partiformand som statsministerkandidat. Sådan er det bare.

Ude af stand til at holde sig tilbagelænet mere, satte hun sig frem på sin hårde, brokadevævede stol og drejede hovedet mod venstre, mens hun skævt fokuserede vantro på Jørgen Carlsen.

― Jeg vil derfor som statsminister, af respekt for demokratiet, og som konsekvens af begåede fejl, foreslå, at Deres Majestæt og jeg tilbagekalder valget, og at vi udsætter det til senere, således at Holger retmæssigt kan deltage.

Hendes mund stod, uklædeligt for en regent, vidt åben, og det gjorde den længe, mens statsministeren med et lidt selvsikkert smil satte sig tilbage i sin stol og afventede hendes reaktion.

― Forklar Dem venligst bedre, hr. statsminister.

Han slog alfaderligt ud med armene, lagde dem derefter over kors, krydsede benene og sagde:

― Enkelt nok. For et par måneder siden udskrev Deres Majestæt på min anmodning valget ved et åbent kongeligt brev. Lad os trække det brev tilbage og udsende et andet med en ny valgdato. I henhold til Grundloven har vi masser af tid at råde over … og det er fuldt ud lovligt.

En længere pause opstod.

― Statsminister, er De gået fuldstændig fra forstanden?

― Overhovedet ikke, Deres Majestæt. Som sagt er der begået fejl, som jeg gerne vil rette op før valget. For demokratiets skyld.

― Og hvis jeg nægter?

― Det kan Deres Majestæt ikke i henhold til Grundloven.

― Jørgen Carlsen, De forsøger at få mig med til at kuppe et lovligt udskrevet folketingsvalg.

― Kuppe! Sikke et grimt ord. Slet ikke. Overhovedet ikke. Jeg har som statsminister blot ombestemt mig for at rette op på mine og andres fejl, som forklaret. Det her drejer sig om demokratiet.

Hun rejste sig iltert fra sin stol, stirrede på ham for virkelig at overbevise sig selv om, at manden ikke var gal. Derefter vendte dronningen ryggen til ham. Han smilede sejrssikker. Planen var grandios, en statsmand værdig. Carlsen havde Grundloven på sin side og kunne købe sig en pause for at samle tropperne imod Holger og liberalisterne.

Med armene trodsigt krydset over brystet vendte hun sig om og udbrød:

― Svaret er NEJ! Jeg skriver ikke det brev. Mit ansvar er over for Grundloven. Som regent tillader jeg under ingen omstændigheder manipulation med valget, hvad enten min søn kan stille op eller ej. Liberalt Folkeparti og De som statsminister må stå til ansvar direkte over for vælgerne.

― De har intet valg. Det står i Grundloven.

― Om det så står i De 10 Bud, vil jeg ikke tillade, endsige deltage i et politisk kup. Aldrig!

― Deres majestæt. De skal!

― Jeg gentager. Aldrig!

― Hør nu her, beslutningen er alene min som statsminister, og De kan ikke stilles til ansvar for udsættelsen af valget. Jeg beordrer dem som regeringschef til øjeblikkeligt at tilbagekalde valget.

― Hvem tror De egentlig, De er? Sådan en …

Hun var lige ved at udslynge et skældsord, men slog i stedet med nakken og brugte en talende og meget nedladende håndbevægelse.

― Deres majestæt, De kender udmærket konsekvenserne ved at overtræde Grundloven. Jeg advarer Dem, som ven og statsminister.

Dronningen fnøs hånligt …

― Hvis jeg ikke om få øjeblikke går ud ad den dør, han rejste sig og pegede mod hendes kontordør, med et åbent, kongeligt brev, der tilbagekalder valget, og et andet med en ny valgdato, så svarer jeg ikke for konsekvenserne.

― De skal ikke beordre mig til noget som helst. Forsvind ud af mit kontor!

I et lavmælt, ubehageligt tonefald snerrede statsministeren:

― Hvis ikke jeg får de breve lige nu, kan det jo være, at aviserne finder ud af, at en vis Maria Magdalena er en efterlyst, international terrorist.

― De vover ikke at true min familie …

Statsministeren bevægede sig tættere mod hende og lænede sig frem. De to stod som kamphaner over for hinanden lænet mod hver side af hendes spinkle skrivebord.

― Situationen er sådan her, Deres Majestæt: Jeg er statsminister og i min gode ret. De er på vej ud i en konstitutionel krise, som kan koste Danmark, kongehuset, Dem selv og Deres familie dyrt.

Hans tonefald var blevet ondskabsfuldt, en lille dråbe af hans mundvand fløj gennem luften mod hende, og han nedstirrede hende.

― Hvad er Deres svar?

Det kom med rasende kraft i form af en lige højre, der ramte ham mellem næsen og venstre øje. Statsministeren faldt bagover i kontoret og satte sig totalt overrumplet på bagdelen. Han holdt den ene hånd for øjet og den anden beskyttende foran sig. Dronningen gik truende uden om skrivebordet og frem mod manden. Han krabbede skræmt og chokeret baglæns på gulvet.

― Er det svar nok, eller skal jeg udtrykke mig mere klart?

Statsministeren rejste sig ludende, han næse blødte og et uklædeligt blåt øje begyndte at vokse sig stort i hans ansigt.

― Det her skal De få betalt, lede møgkælling, hvæsede han og forlod kontoret.