Scene 55

Hvis der var noget, som ville være svært at forklare offentligheden, så var det en statsminister med et kongeblåt sæbeøje i en partilederrunde efter valget næste dag. End ikke en hær af blodsugende igler kunne genoprette skaden på Jørgen Carlsens ansigt. Kunne han afsløre over for nationen, at Amalienborg var besat af en sindssyg voldspsykopat?

Jørgen Carlsen vidste, at han var en ødelagt mand på livstid, hvis nogen fandt ud af, at han havde fået tæsk af en midaldrende dronning, og at hendes brillantring havde smadret hans politikeransigt. Han ville gå over i historien som den mest latterlige og ynkelige regeringschef. Ikke en gang over for sin kone turde han indrømme sandheden. Hun ville miste al respekt for ham.

― Den møgso skal ikke få ram på mig. Hvis jeg går ned ved valget, så skal hun den onde hyle mig falde samtidig, og hun lander nederst. Lede kælling. Jeg skider på hendes forfædres grav. Hendes royale fjæs er rynket som røvhullet på en elefant. Jeg hader hende, jeg hader Holger, jeg hader Maria, jeg hader Bang, jeg hader Borgerdemokraterne, jeg hader internet … det overlegne slæng skal sateme ikke tro, de kan måle sig med mig, snerrede han mellem sammenbidte tænder.